GrowMore er en pavillon udviklet af Sine Lindholm og Mads-Ulrik Husum, som står bag Husum & Lindholm Arkitekter. Designet fokuserer på lokal produktion og tilbyder et arkitektonisk åndehul, hvor folk kan producere lokale fødevarer, midt i den pulserende by.
Den japanske kunstner Rieko Hotta har i to måneder opholdt sig på atelieret på plan 2 for at forberede værker til sin soloudstilling The Location of the Nest. Her har hun blandt andet arbejdet på en serie abstrakte malerier, udført i den traditionelle og krævende tempera-teknik.
Hos SVK har FLAC forberedt deres rejse op gennem Norden, hvor de med markeringspæle, suppemøder og leraftryk vil diskutere stedsligheden på ruten. Et projekt, der både arbejder med problematikker om site-nonsite og hylder den feministiske frontløber Mary Wollstonecraft.
På metalværkstedet har Daniel Oxholm bygget en kompressorovn, så han let og omkostningsfrit kan producere pretotypes af genbrugsplast. Plastmodulet skal indgå i en serie, hvor produktudviklingens fokus ligger på upcycling og positiv materialeudnyttelse.
Med sine kultegninger behandler Peter Voss-Knude krigserfaringer hos en håndfuld soldater fra Gardehusarkasernen i Slagelse. Kullets irreversible natur gør, at han hele tiden må forholde sig til kullets markante aftryk og de valg, han tager undervejs. En nådesløshed, der passer godt med krigsmotiverne.
På metalværkstedet har Emil Salto arbejdet med et skulpturelt forløb af cirkelfigurer, der er brudt op til et system af hjørnemoduler. Den geometriske undersøgelse skal åbne forståelsen af de udfoldninger af hyberkuben, Emil arbejder med i sin nye serie af fotogrammer.
Det er et nervepirrende øjeblik, når man efter flere måneder ved væven endelig kan tage sit stof af maskinen og se det i sin helhed. Det fortæller Stine Skytte, der har været på væveværkstedet i fire måneder for at eksperimentere og lave tekstilprøver, som nu skal blive til sengetæpper.
På tekstilværkstedet undersøger Emilie Carlsen overflader i sine tekstile værker, hvor det digitale print smelter sammen med analoge teknikker som hvidætse og den japanske bindeteknik shibori. Med lagene i Folds of Matter undersøger hun intuitivt, hvordan farverne med de forskellige teknikker lægger sig på stoffet.
Sammen med Pernille Snedker Hansen har Else-Rikke Bruun udviklet en skærmvæg med arbejdstitlen ‘Extremely Pleated’. Møblet er en opskaleret plissering udført i birkefinér, limet op på et lærred, der kommer til at udgøre hængslerne i møblet. Birkefineren er foldet i en asymmetrisk plissering, som danner en spejlingseffekt.
I Turboladen har Kristian Sverdrup arbejdet i stor skala til en soloudstilling hos Kunsthal Nord. Som forsøgsperson i forskningsprojekter omkring cerebral parese har han omsat forskernes videnskabelige data til en undersøgelse af kroppens skjulte udsagn.
I atelier plan 3 har smykkekunstner Camilla Prasch udstyret alle vægge fra gulv til loft med diverse, primært tekstilbaserede, elementer, der skal ende på en soloudstilling i Hamborg til efteråret ’17. Til formålet har hun broderet, bemalet og på forskellige måder behandlet intet mindre end 214 blomster ved håndkraft i farverne rød, sort, hvid og sølv.
På SVFK har Isabel Berglund strikket en tidsmaskine til Mindcraft, hvis turskisgrønne tråde former en forunderlig konstruktion af lange trådtotter og avancerede tandhjul. I sit ophold har hun også sammensat konceptet for det sociale kunstprojekt Home Mask Relation, hvor hun i store grids sætter blodrøde boligfelter i forbindelse med hinanden.