Med sine kultegninger behandler Peter Voss-Knude krigserfaringer hos en håndfuld soldater fra Gardehusarkasernen i Slagelse. Kullets irreversible natur gør, at han hele tiden må forholde sig til kullets markante aftryk og de valg, han tager undervejs. En nådesløshed, der passer godt med krigsmotiverne.
Krig er et følsomt emne at arbejde med. Ofte føler soldaterne sig misforstået eller ligefrem udstillet af offentligheden. For Peter Voss-Knude har et årelangt samarbejde med Det Danske Forsvar muliggjort, at han har opbygget en fortrolighed med en håndfuld soldater. De har delt deres oplevelser og tanker om at være udstationeret i Afghanistan og Irak, som Peter siden har bearbejdet – musikalsk og i kultegninger.
”Jeg interesserer mig for de sensitive og introverte sider, som man normalt ikke forbinder med unge soldater. I mine billeder er vi både i en dokumentarisk virkelighed med officeren i Irak – men vi er også i et univers, hvor jeg bearbejder og prøver at processere de ting, jeg synes, er vigtige at kigge på,” forklarer Peter.
Dialogen med soldaterne har netop affødt musikudgivelse nummer to, og Peter er på SVK ved at forberede en visuel bearbejdning af vidnesbyrdene til en udstilling på Overgaden. Med en installation vil han præsentere en række mandshøje kultegninger af de unge mænd med motiver og indtryk fra hans research.
Kullets konsekvens
Det er især kullets konsekvens, Peter Voss-Knude er draget af. Et format, der passer godt til krigens virkelighed: hurtigt, ekspressivt og nådesløst.
”At udtrykke sig gennem kul er en irreversibel proces. Når du har lavet en streg, kan du ikke få den til at forsvinde igen. Selvom jeg har fjernet noget, sidder der stadig kul tilbage. Jeg kan kun arbejde udad. Det er præmissen for at arbejde med det her materiale: At du hele tiden går med det og den eneste måde at udvikle billedets udsagn, er ved at tage ansvar for de streger, der allerede er sat.”
Det ekspressive udtryk bliver i nogle tegninger hårdt og tegneserieagtigt i deres skraveringer. Andre steder giver det mudrede gråtoner, hvor Peter enten bruger fingrene eller blødt papir til at arbejde nuancerne frem.
Papir med brændt træ
Udover at besøge soldaterne på Gardehusarkasernen i Slagelse har Peter også fået adgang til en række fotografier fra deres udstationering, og det er dem motiverne ofte tager udgangspunkt i: en ung mand i et tænksomt øjeblik i lejren. Et selvportræt fra en teltlejr. Et øjeblik, hvor hjelmen bliver taget af, fordi det klør i hovedbunden.
I bunden at tegningerne har papirets kantfoldning opsamlet kulstøv, der er drysset ned i arbejdsprocessen.
”Jeg tror, jeg lader støvet være. Det er bare kul, der er faldet nedad. Jeg kan lidt godt lide det, for det her er jo et stykke papir med brændt træ på, og når man tegner med det, ser det sådan her ud,” konstaterer han.
Til slut skal tegningerne have flere lag fixativ, så de kan klare transporten. For Peter har det været et stort pivilegie at have et sted, hvor han har haft ro og mentalt rum til at forberede de store værker.
