Skip to content Skip to sidebar Skip to footer

Omdrejningspunktet for billedhugger Lone Høyer Hansens projekt på SVK er rum og rumfornemmelse. I atelieret og på træværkstedet er hun i færd med at samle et projekt, der har været undervejs de sidste 10 år.

Nov. 2014

Lone har tegnet og fået opført tre huse – huse skabt ud fra tanken om, hvordan man bevæger sig i rum mere end ud fra en traditionel arkitektonisk tilgang eller arkitekturteori. Projektet undersøger rumfornemmelse og følelsen af rum, med udgangspunkt i mennesket.

Det er de tre huse som Lone nu vil samle til et kunstprojekt. I træ bygger hun modeller af husene, og størrelsesforholdende tilfører en objektkarakter til værket, som vil befinde sig et sted mellem skulptur og arkitektur.

Hvor typiske arkitekturudstillinger viser plancher, modeller og skalaforhold, er Lones hensigt, at værkerne ikke kun fremstår som arkitekturmodeller, men tværtimod kan stå som uafhængige værker. Modellerne er skabt efter, at husene er opført og derfor med den erfaring, man får ved at gøre brug af arkitekturen.

Træmodellerne vil blive udstillet installatorisk med silkesnor og stof til Grønningens 100 års jubilæum.