Skip to content Skip to sidebar Skip to footer

I atelier plan 3 har smykkekunstner Camilla Prasch udstyret alle vægge fra gulv til loft med diverse, primært tekstilbaserede, elementer, der skal ende på en soloudstilling i Hamborg til efteråret ’17. Til formålet har hun broderet, bemalet og på forskellige måder behandlet intet mindre end 214 blomster ved håndkraft i farverne rød, sort, hvid og sølv.

Camillas grundlæggende ærinde er at undersøge og stille spørgsmål, og med det in mente har hun skabt sit helt eget tekstile univers i atelieret på SVK. Hun har gang i to projekter samtidig, der begge tager afsæt i hendes tidligere smykkekunst-arbejde, men, som i kraft af nye arbejdsmetoder og inspiration fra andre kunstnere i branchen, har bevæget sig nye steder hen. Før sit ophold på SVK havde hun et ønske om at arbejde med nye og for hende uvante farver som gul og blå, men som tiden skred frem og med de materialer, hun havde til rådighed, endte det op med en kollektion af værker i farver, som hun kender og ved, hvor hun har: Rød, sort, hvid og sølv.

Fra væg til smykke
Projektet Ordnung Lass Sein, som er en sproglig afledning af den tyske talemåde, Ordnung Muss Sein, begyndte med et brev til venner og kolleger i ind- og udland, hvori Camilla opfordrede til at sende rester fra deres tidligere produktioner.

”Jeg skrev i brevet, at de gerne måtte sende mig tekstilrelaterede rester og objekter. Om det var produktionsrester eller ting de fandt i deres hjem, var op til dem.
Det har været bedre end juleaften at åbne pakkerne op, og det har tilført mit arbejde stor glæde og energi at vide, at disse materialer er rester fra diverse produktioner og udstillinger, som mine venner og kolleger på et tidspunkt har arbejdet intenst med.”

Med udgangspunkt i klassiske smykker har Camilla bearbejdet eller ’oversat’ resterne til noget nyt ved hjælp af beklædningens materialer og teknikker. Hun har klippet, krympet, trådet, malet, syet og broderet for at få tekstiler og objekter til at forme sig til nogle store ”vægbrocher”, som hun kalder det.

Camilla har fået tilsendt alt fra tekstilrester, salt- og peber-sæt til guld-snørebånd. Ideen var at udfordre sig selv ved ikke at skrive noget om farver og materialer i brevet. Så der er en meget stor bredde i de tilsendte materialer. Hele den lange væg i atelieret manifesterer sig nu i et blomstrende farveforløb skabt af disse genbrugsgenstande og fragmenter af tøj. Væggen kan udgøre et værk i sin helhed eller fire enkeltstående ”vægbrocher”.

Den store udfordring har været at sortere i materialet og vælge objekter og materialer ud, der kunne passe ind i projektets tema: Ordnung Lass Sein. Processen med at vælge blomster og objekter ud til at konstruere de beklædningslignende halskæder, som Camilla, inden for de seneste to år, har fået som sit varemærke, har vægtet tungt i de måneder hun har opholdt sig på SVK.

Tysk orden på prøve
Camillas tyske baggrund skinner igennem i atelieret i form af diverse tyske statements og inspirationsbilleder, der titter frem imellem de broderede værker. Mere implicit skinner det igennem i projektet, at hun kommer ud af en tysk teaterfamilie, og at hun derfor befinder sig godt i et miljø af gamle kostumer bl.a. tilegnet fra loppemarked hos performanceteatret Hotel Pro Forma. I et rum fuld af brugte tekstiler, kostumer, tilsendte produktionsrester og broderede blomster forsøger Camilla at udfordre sit tyske ophav og sin deraf medfødte perfektionisme. Den tyske talemåde ”ordnung muss sein” bliver derfor i Camillas univers oversat til ”ordnung lass sein”. Hun skaber sin særegne orden i kaos’et ved at omfavne fejl og tilfældigheder og f.eks. bruge bagsiden af broderiet, beholde broderirammen på eller ved at eksperimentere med krympning af tekstilerne ved vask eller tørretumbling. Desuden påfører hun blomsterne maling, som får lov at løbe, eller som sprayes mere eller mindre ukontrolleret på. Hver blomst har sit eget særpræg, og nogle arbejdes op i skala, så de kan hænge frit i rummet som en installation eller rumdeler.

Smykke eller beklædning?
ANGEZOGEN betyder klædt på/at iklæde sig noget og er et emne, som går igen i Camillas nu 15 årige virke som smykkekunstner. Titlen kommer af, at hendes smykker som regel er af en betydelig størrelse, som ja noget man iklæder sig, som en form for klædedragt. Og med den titel vil Camilla visualisere det felt, hun kan lide at bevæge sig inden for – i krydsfeltet mellem mode og smykke, kunst og design. Hun lægger stor vægt på bæredygtighed og benytter udelukkende genbrugsmaterialer. Nogle af værkerne vil i deres endelige form ligne smykker, andre vil have en tydelig beklædningsreference i kraft af de fragmenter af tøj, hun har brugt i værkerne. Nogle vil måske ikke have nogen af delene. Ambitionen er, at værkerne skal være grænsesøgende og udfordre smykkebegrebet i kraft af materialevalg og opbygning, såvel som smykkets udtryk og foranderlighed igennem bevægelse og placering på kroppen.

Projektet er støttet af:

  • Statens Kunstfonds Projektsøtteudvalg for kunsthåndværk og design
  • Ellen og Knud Dalhoof Larsen Fond