På metalværkstedet har Daniel Oxholm bygget en kompressorovn, så han let og omkostningsfrit kan producere pretotypes af genbrugsplast. Plastmodulet skal indgå i en serie, hvor produktudviklingens fokus ligger på upcycling og positiv materialeudnyttelse.
Selvom en bageovn er sat til 200 grader, kan temperaturen stadig svinge 5-10 grader. Det går ikke, når man som Daniel Oxholm vil smelte genbrugsplast om til brugbare designelementer. For høje temperaturer vil kunne brænde plasten på. Derfor er Daniel ved at montere varmemålende censorer på sin ombyggede bageovn, så han kan styre kompressormodellen præcist.
På den hjemmebyggede maskine vil Daniel producere pretotypes til sin virksomhed Ziito. Pretotyping – eller pretend to prototype – er en metode, hvor man ikke arbejder hen mod et færdigt udtryk, men viser designet frem ganske tidligt i processen.
”I stedet for at tingene bliver fastlåste i form, så gør vi det, at brugere af designet kan byde ind. Det giver os nogle parametre for, hvordan vi tænker designet videre,” forklarer Daniel.
Genbrugsmaterialer og upcycling
Derfor har Daniel haft flere gæster forbi metalværkstedet til at kigge på de foreløbige designidéer og modeller, han har arbejdet på. Det har både været metalkonstruktioner af armeringsjern og formudvikling for den støbeform til plast, der bliver grundmodulet for en ny designserie.
”Genbrugsplasten kommer til at give tyngden i serien. Vi arbejder med materialer, der er genbrugte eller har en meget lav CO2-belastning. Som kork, genbrugsplast og armeringsjern,” fortæller han.
Virksomheden er nemlig interesseret i at tænke genbrug, upcycling og positive materialeudnyttelse ind i deres produkter.
En ovn for fremtiden
Selve kompressionsmaskinen har Daniel konstrueret med blueprints fra open source projektet Precious Plastic, der ombygger en bageovn på højkant til en effektiv kompressor. Ved hjælp af presset fra en donkraft kan han gennem et hul i ovnens bund løfte en plade op inde i ovnen. I hulrummet mellem plade og ovnens top placerer Daniel sin støbeform. Når ovnen smelter plasten, vil han gradvist kunne presse den sammen til en massiv form.
Ud kommer en plastikstøbning, som Daniel vil kunne modellere og montere ligesom et træmodul. Med sin nye ovnkompressor vil Daniel kunne nemt og omkostningslet producere plastelementer til nye pretotypes, så han ser også maskinen som en investering i fremtiden.