Tidl. professor ved Kunstakademiet, billedhugger Mogens Møller, har fået til opgave at skabe en totaludsmykning af Klosterkirken, Budolfi Sogn, i Aalborg. Til denne opgave har han på SVK hen over sommeren 2014 arbejdet på de to skulpturer, Ærkeenglen Gabriel og Helligånden.
Nov. 2014
Aalborg klosterkirke har over en årrække været igennem en gennemgribende istandsættelse, og i samme ombæring har billedkunstnerne Mogens Møller og Dorte Dahlin fået til opgave at stå for klosterkirkens omfattende udsmykning. Kirken har tidligere fungeret som Påskekirke, men er nu omdannet til Dåbskirke.
“Gennem at henvise med tekst og skulptur til Esajas profeti og Ærkeenglen Gabriels bebudelse, har det været min mening at lede tanken hen på Dåben. Det lille barn og Dåben er for mig dén kirkelige handling, der indeholder en udelt glæde, som kalder på alles smil. Derfor har jeg kaldt udsmykningen Geloia”. Geloia betyder på oldgræsk: ”Dén, der kalder smilet frem”.
Projektet er ved at være ved vejs ende, og Mogens Møller er på SVK i færd med at færdiggøre de to afsluttende figurer, Helligånden og Ærkeengelen Gabriel. Som inspirationsmæssigt forlæg for Gabriel, finder man Leonardo Da Vincis knælende figur fra maleriet “Bebudelsen”. Men Helligånden er i sin ubegribelighed langt vanskeligere at indfange som fysisk, plasticeret form.
Hos Mogens Møller fremstår Helligånden som en kegleformet, spiralfigur. Som en rod- eller vækstfigur, der fra loftet rækker ned mod menigheden:
“Jeg har den opfattelse, at Helligånden nok er den vanskeligste figur, man har i kirkerummet. Den skal hænge i Skibet, hvor menigheden sidder. Man plejer at sige, at den tilhører menigheden. Hovedtanken er, at Helligånden er forbindelsen mellem jorden og menneskene.”
Skulpturerne har Mogens Møller støbt i gips og bearbejdet i Formeriet samt i Huggegården, mens metalstativer, som skulpturerne formes op omkring, og armeringsjern er udført på SVK’s metalværksted.
De færdige skulpturer vil være udført i bemalet stuk, og skal anbringes højt i klosterkirken, som er indrettet i nyklassicistisk stil, men som Mogens Møller med omtalte udsmykningsprojekt søger at bearbejde til et moderne, nutidigt udtryk. Bemaling og udformning sker i samarbejde med billedkunstner Dorthe Dahlin, som ligeledes står for bl.a. klosterkirkens Altertavle.
Tekst og fotos af Rebekka Lewin.