The original weaving files, which were carefully prepared for the stay at The Danish Art Workshops, had to be redone and replaced, as the TC1 loom was not functioning well and hence could not handle too many pixels being transferred digitally at the same time. The larger and more complicated the pattern was, the more fragile the output, and therefore contained more errors and glitches from the digital system. This presented a significant challenge in producing works to the exhibition.

Aerial er en skulpturel lydinstallation, der består af ni skinnende 1x1,2 m. store, buede ovaler i stål og aluminium. De luftige kartoffelchips-formede skulpturer er iscenesat i mørke, hvor de transmitterer en knitrende, kosmisk susen. Digtet, som ledsager værket, omhandler det ukendtes evigt foranderlige fremtrædelsesform.

Ellen Ahnfelt-Rønne arbejder i rammevæve, som hun selv bygger. Hun væver med en helt sart og tynd silkechiffon, som hun til udstillingen har indfarvet med naturlige plantematerialer i indfarvningsværkstedet.

Triptychon #2 består af 32 mikrocomputere, hver med 14 klare, hvide LED dioder, monteret på 3 paneler. Generative algoritmer i samspil skaber evigt skiftende lysmønstre, i meditative temperamenter. De 32 mikrocomputere er specialkonstruerede af guldbelagte printplader og er netværksforbundne med CAT-6 ethernetkabler. Al styringselektronik eksponeres og indgår som et æstetisk grundelement i værket.

Lise Seier Petersen er fascineret af lerets egen proces og det rå lers visuelle potentiale. I de senere år har hun undersøgt netop dét i Smeltestykker – et projekt, der tematiserer og udforsker smeltende ler.