Mette Ussing vil med sine fotografier fra Nepal 1972-74 dokumentere de store forandringer, som har ændret bybilledet, kulturen og menneskene de sidste 45 år – og særlig mærkbart efter jordskælvet for to år siden.
I atelieret på plan 3 har Tilde Bay Kristoffersen konstrueret den første af sine kvindelige giganter til projektet Hyperion. Over en bredskuldret stålkonstruktion monterer hun en strittende vævning af hvidlerspigge og blanke glasperler, der skal give den gravide gigant en skovbundsflade.
GrowMore er en pavillon udviklet af Sine Lindholm og Mads-Ulrik Husum, som står bag Husum & Lindholm Arkitekter. Designet fokuserer på lokal produktion og tilbyder et arkitektonisk åndehul, hvor folk kan producere lokale fødevarer, midt i den pulserende by.
Trykteknikken fra 1700 tallet består af præcisionskrævende processer, men for Tine Becker åbner den et rum for eksperimenter med stenoverflader, laveringer i den fedtholdige tusch og bearbejdning af trykpapiret. De færdige tryk skal med på udstilling på Hillerød Biblioteks Vandrehal.
Litografikursus på SVK
På kurset gennemgik deltagerne den litografiske trykproces med fokus på håndværk og teknik. En grundig indførelse i præparation af stenene, forskellige metoder til udførelse af motiv og selve trykningen med tilhørende finesser – guidet af Jan Andersson og Bjarne Werner Sørensen.
I det store atelier på øverste etage arbejder Karin Birgitte Lund på en serie værker, som skal forskønne 5. sal i Radiohuset på Frederiksberg. Ud fra nære detaljer, hun har fundet i danske kirkeudsmykninger, danner hun nye kompositioner og abstrakte mønstre på papiret.
Hos SVK har FLAC forberedt deres rejse op gennem Norden, hvor de med markeringspæle, suppemøder og leraftryk vil diskutere stedsligheden på ruten. Et projekt, der både arbejder med problematikker om site-nonsite og hylder den feministiske frontløber Mary Wollstonecraft.
På metalværkstedet har Daniel Oxholm bygget en kompressorovn, så han let og omkostningsfrit kan producere pretotypes af genbrugsplast. Plastmodulet skal indgå i en serie, hvor produktudviklingens fokus ligger på upcycling og positiv materialeudnyttelse.
Med sine kultegninger behandler Peter Voss-Knude krigserfaringer hos en håndfuld soldater fra Gardehusarkasernen i Slagelse. Kullets irreversible natur gør, at han hele tiden må forholde sig til kullets markante aftryk og de valg, han tager undervejs. En nådesløshed, der passer godt med krigsmotiverne.
Med en intuitiv tilgang undersøger Nicolai Howalt naturvidenskabelige fænomener som solens stråler, grundstofferne og naturens ældste rodnetsystemer gennem kameraets linse. I Store Fotoværksted har han eksperimenteret med fremkaldelse på metalplader og papirflader.
Med udstillingen KIN arbejder Birk Thomassen med en fotografisk fiktion, der åbne for en bredere forståelse af tiltrækning og seksualitet. I udvælgelsen af fotografier forsøger Birk trinvis at skære fiktionen til, så der opstår sammenhænge og spejlinger mellem fotografierne.
På metalværkstedet har Emil Salto arbejdet med et skulpturelt forløb af cirkelfigurer, der er brudt op til et system af hjørnemoduler. Den geometriske undersøgelse skal åbne forståelsen af de udfoldninger af hyberkuben, Emil arbejder med i sin nye serie af fotogrammer.