Skip to content Skip to footer

Litografikursus på SVK

På kurset gennemgik deltagerne den litografiske trykproces med fokus på håndværk og teknik. En grundig indførelse i præparation af stenene, forskellige metoder til udførelse af motiv og selve trykningen med tilhørende finesser – guidet af Jan Andersson og Bjarne Werner Sørensen.

Kursisterne arbejder i makkerpar, for litografitrykningen har mange trin. Stenen skal hele tiden holdes fugtig, mens afvaskninger og ætsning kræver ekstra hænder, når man er ny i rutinerne.

Til at guide dem igennem processen står underviserne Bjarne Werner Sørensen og Jan Andersson. Bjarne er uddannet fra Det Jyske Kunstakademi og er tilknyttet SVK’s grafikværksted som værkstedskonsulent, mens Jan er litograf og uddannet af den legendariske I. Chr. Sørensen og overtog dennes litografiske værksted i Hjørring. Jan Andersson driver nu det grafiske værksted Steinprent i Torshavn på Færøerne. Til kurset har de to udarbejdet en fremkommelig manual, som de i fællesskab forfiner og efterprøver sammen med kursisterne.

”Vi prøver at lave et kursus, hvor det handler om at håndtere materialerne og hele tiden diskutere, hvordan de reagerer på hinanden. Fx når man skal lave vandbaserede laveringer – eller gråtoner – så fordeler sværten sig på en speciel måde. Det, der bliver tilbage, er fedtholdigt, og det laver årringe. For det tørrer ligesom i ryk. Det kan ligne skyformationer, når man går helt tæt på,” forklarer Bjarne.

Deltagerne er professionelle billedkunstnere som arbejder med grafik. Nogle var øvede i litografien, men havde brug for en opfriskning, mens andre ikke havde arbejdet med litografi før. Efter gennemgang, øvelser og instruktion i brug af maskinerne er de i høj grad blevet selvkørende udi de litografiske teknikker.

Kurset er arrangeret af BKF i samarbejde med Statens Værksteder for Kunst.

> Se mere om grafisk værksted på SVK

litografikursus
litografikursus