Videnskab og krop smelter sammen i kunsten, når Kristian Sverdrup arbejder med videnskabelig data genereret fra sin egen krop. Til Open Studio på SVK skitserer han to spor i sin praksis, der fletter sig sammen i en leg med forvrængede tegn, superlogoer og en forskningsbaseret udforskning af diagnosen cerebral parese.
Af Sine Frejstrup
Maj 2017
Logoer og tegn, der ubesværet indgår i vores hverdag, interesserer Kristian Sverdrup. Vi er opdraget til at afkode dem, og vores hjerner kobler dem ubevidst med begrebsindhold og betydninger. Den tegnaflæsning undersøger Kristian i sin kunstneriske praksis. Især omstændigheder, hvor vores automatiske aflæsning forstyrres, interesser ham – enten når tegnets form forvrænges, eller tegnene tages ud af deres vante kontekst.
Til soloudstillingen Kunstneren som værk på Kunsthal Nord har han arbejdet med de videnskabelige data og grafer, han har været med til at generere som forsøgskanin i forskningsprojekter omkring cerebral parese udført af Københavns Universitets neuro- og idrætsmedicinske afdelinger. Det har udmøntet sig i data fra MR-scanning, ultralydsscanning og biopsier. Data Kristian bearbejder til grafiske fremstillinger, 3D-landskaber og ekstruderede manifestationer.
”Vi kan ikke læse de her grafer – for os er de abstrakte. Men en fagkyndig kan aflæse dem. Jeg synes, det er snyd, at det kun er den fagkyndige, der får dataene at se,” forklarer Kristian.
I Turboladen har Kristian i samtale med Matthias Borello inviteret indenfor til Open Studio, hvor han tager et kig tilbage på de konceptuelle spor, der har præget hans praksis – og ført til, at han har tilbudt sig som forskningsobjekt.
Advarslerne preller af
Kristians greb med at bruge sig selv og sin diagnose cerebral parese begyndte allerede, da han omkring årtusindeskiftet byttede Skolen for Mediekunst ud med Billedhuggerskolen. Med værket Video Sculpture tog han en ganske hårdhændet afsked med videomediet:
”Jeg tager videokameraet og sætter det på stativet, og så går jeg i gang med at lave det om til en skulptur med hammer og mejsel – med mejslen i venstre arm. Så I kan nok regne ud, at det ikke går,” fortæller han.
Videoen kulminerer i en total destruktion af båndmaskineriet. Den funktionsnedsatte venstre arm bliver igen sat i centrum, når Kristian senere i sin akademitid arbejder på en fire meter lang konstruktion sat sammen af voksafstøbninger af armen. Da en professor fra akademiet er på rundgang, har Kristian sat fire overskydende arme sammen til en korsfigur med bøjede håndstykker i hver ende og præsenterer værket som Spastikaen. ’Den skal du fandme ikke lave!’ lyder reaktionen. Det er alt for hårdt et udtryk, advarer professoren. Og så var Kristian jo nødt til at gøre det, tilføjer han med et grin. Og hermed er han i gang med at bruge sin egen krop som et meget konkret udgangspunkt for sin kunstneriske praksis.
Medierede tegn i ukendelighed
Med afsæt i medieskolen løber også et andet spor: Kristians interesse for medierede tegn. Både med sit afgangsværk, udstillingen Cirkus (2009) og Decade Debris (2013) præsenterer han en række superlogoer – de særligt brandstærke og genkendelige trademarks – som han har trukket til nær ukendelighed i skulpturelle strukturer.
”Hvis jeg tager de her logoer og ekstruderer formen, kan du ikke aflæse det visuelt. Jeg tager tegn, du kender, og trækker dem ud, så man er nødt til at lave en aflæsning med kroppen i stedet for øjnene. Du er nødt til at gå rundt om værket. Det er simpelthen form, du aflæser, i stedet for tegn.”
Kroppen som forskningsobjekt
Til udstillingen med logoerne samarbejdede Kristian med en antropolog, ligesom han til sin kommende udstilling Kunstneren som værk har teamet op med et helt forskerhold. I de sidste par år har Kristian nemlig meldt sig til flere forskellige videnskablige forsøg. Forskerne deler deres råmateriale med Kristian – gennem snapshots, udskrifter eller direkte højrøntgenbilleder fra CERN – som han så arbejder med. Et materiale, der forener hans interesse for tegn og kompromisløse undersøgelser af sin egen krop.
”Jeg tager nogle æstetiske valg, der omdanner dataen til skulpturer, malerier, grafik eller tapet. Den her er baseret på en biopsi, der er taget ud af min læg. Forskeren på Panum har taget en skive og proppet ind i sit elektromikroskop. Hun kigger på bindevævet mellem de sarkomer, vi ser. Så har jeg taget en displacement som via lys og mørke har gjort det tredimensionelt,” fortæller Kristian.
Diagnosen cerebral parese beskriver nogle defekte områder – eller sorte huller – der skiller sig ud fra andre hjerner. Derfor undersøger forskerholdet funktionsnedsættelserne gennem dioder, vævmålinger og skridt i gangrobotter. For Kristian er det interessant, hvis forskerne stadig kan aflæse noget ud fra hans værker. For resten af hans publikum er de abstrakte og ganske ulæselige.
Til udstillingen har Kristian fået uventet mange fondsmidler, og han har derfor kunnet realisere både sin plan A og plan B. Det betyder, at han har kunnet hyre et stort hold assistenter til at hjælpe med at lave de mange forskellige værker, lige fra CNC-fræsning og gipsprint til maleri og tapetdesign.
> Kristian Sverdrups hjemmeside
Projektet støttes af:
Knud Højgaards Fond
L.F. Foghts Fond
Poul Johansen Fond
Statens Kunstfond
Elsass Fonden