Skip to content Skip to footer

4. maj 2022

I dag lanceres det nye, nationale netværksprogram for kunstnere på flugt fra krigen i Ukraine. Under navnet Displaced Artists Network er en lang række kunstinstitutioner gået sammen om at tilbyde værkstedsfaciliteter, residency-ophold samt faglig og netværksorienteret sparring med markante aktører på den danske kunstscene. Programmet skal hjælpe kunstnere, kuratorer og kunstformidlere, der er på flugt fra krigen, til en meningsfuld tilværelse i Danmark.

Deltagerne i Displaced Artists Network vil blive tilbudt et individuelt tilrettelagt program, der understøtter den enkeltes situation og professionelle kunstneriske praksis. Parterne bag projektet er fordelt over hele landet og tæller blandt andet Maltfabrikken, Fabrikken for Kunst og Design, Læsø Air, Klitgaarden i Skagen og Billedkunstnernes Forbund – samt mange af landets kunsthaller. Målet er at kunne tilbyde relevant og mærkbar støtte, uanset hvor i landet ansøgeren befinder sig.

I første omgang er programmet forbeholdt kunstprofessionelle, der har opholdstilladelse i Danmark under den nye særlov for ukrainske flygtninge. På længere sigt er visionen at kunne inkludere alle kunstprofessionelle, der er flygtet som følge af krigen i Ukraine.

Man kan ansøge om at blive en del af Displaced Artists Network på hjemmesiden: www.displaced-artists.net

Projektet er blevet til på initiativ af en række aktører på den danske kunstscene og koordineres af Statens Værksteder for Kunst og Foreningen af Kunsthaller i Danmark. Det realiseres med støtte fra Bikubenfonden og Ny Carlsbergfondet.

Kontakt:

Projektleder: Amalie Frederiksen 40725138 el. info@displaced-artists.net

Samarbejdspartnere:

Art Hub Copenhagen, Bikubenfonden, Billedkunstnernes Forbund, Brandts, Copenhagen Contemporary, Den Frie Udstillingsbygning, Fabrikken for Kunst og Design, Foreningen af Kunsthaller i Danmark (FKD), Fotografisk Center, Galleri Image, Gl. Holtegaard, Gl. Strand, Hollufsgård Artist Residence, Klitgaarden Refugium, KunstCentret Silkeborg Bad, Kunsthal Charlottenborg, Kunsthal Nord, Kunsthal Aarhus, Kunsthal 44møen, Læsø AIR, Maltfabrikken, Nikolaj Kunsthal, Overgaden, Rønnebæksholm, Sophienholm, Sound Art Lab, Statens Værksteder for Kunst, The Animation Workshop, VIA University College, Viborg Animation Festival og Viborg Kunsthal. Hertil kommer et stort antal individuelle kunstnere, der stiller faciliteter eller netværkstilbud til rådighed. Antallet af samarbejdspartnere udvides løbende.

Foto: Råberi over hegnet