CNC-fræseren er en af træværkstedets populære maskiner. I denne artikel giver træværkstedsleder Ulrik Bebe en introduktion til maskinen og gode råd til at komme godt fra start. Du kan også læse om nogle af de projekter, der er blevet løst på CNC-fræseren inden for det sidste år.
Af Sine Frejstrup
Juni 2017
Præcisionen hos CNC-fræseren åbner et væld af muligheder for nøjagtig formgivning. Med maskinen kan træværkstedets brugere både masseproducere ensartede objekter og realisere komplekse overfladeudskæringer, så snart maskinen er fodret med instruktioner.
Der er imidlertid ikke to CNC-fræsere, der arbejder ens. Derfor giver værkstedsleder Ulrik Bebe altid en god introduktion til nye brugere på SVK.
”Der er nogle grundlæggende ting, man skal sættes ind i. Hvordan tænder man den? Hvordan ’homer’ man, så maskinen kommer hjem til sit eget nulpunkt? Hvordan skifter man et værktøj? Hvordan måler man værktøjet op? Det er kommandoer, man kommer til at bruge rigtig meget, hvis man er herude alene en weekend og skal skifte til et friskt jern,” forklarer han.
Under introduktion har man også mulighed for at drøfte sit projekt med Ulrik, da udskæringerne kan kræve både tilpasning og planlægning. Maskinen i træværkstedet er en 3-akset maskine (xyz-koordinator), hvor fræseværktøjet kører op og ned. Det betyder, at man kan arbejde vertikalt, men altså ikke horisontalt. Her må man i stedet vende objektet, opdele i mindre dele eller på andre måder omgå maskinens blinde vinkler.
Herudover er fræseren udstyret med en værktøjskarrusel med otte udskiftelige bor. Træværkstedet ligger inde med et større udvalg af fræseværktøjer – fra 1 mm til knap 20 mm bor – men har man brug for særlige værktøjer, er personalet på SVK behjælpelige med at indkøbe.
Fræsesimuleringen er et vigtigt redskab
Til at instruere maskinen benytter værkstedet 3D-modelleringsprogrammet Rhino 5, hvor pluginnet RhinoCAM genererer skærefilerne. Det er her, man angiver længden på værktøjet, diameteren, hastighederne på jernets rotation og fremføring. Med RhinoCAM er det også muligt at lave en simulering af fræsningen, og det er et rigtig nyttigt værktøj til at opdage fejl i oversættelsen mellem modeltegning og de faktiske udskæringsinstruktioner.
”Jeg opfordrer alle til at lave en simulering af fræsningen. Det er et genialt redskab, hvor du med en lille animation kan se, om den fræser, som du havde planlagt. Man skal fortælle maskinen, om den skal køre på inder- eller ydersiden af stregen. Fræser maskinen på indersiden, laver den et hul i stedet for at forme en cylinder. Der er mange, der laver fejl her, når de ikke har kigget godt nok i simuleringen.”
Det kræver et moderat kendskab til programmering at give sig i kast med Rhino, men ifølge Ulrik kan man også komme langt med 2-dimensionelle konturstreger fra Illustrator eller Autocad.
Metoder til at arbejde omkring vakuumbordet
En praktisk udfordring kan opstå ved CNC-fræserens vakuumbord. For at holde udskæringsemnet fast er maskinen udstyret med et kraftigt vakuumsug, der fikserer emnet på maskinens arbejdsområde. Det kræver først og fremmest, at suget sidder tæt. Ellers kan et falsk vakuum opstå, hvor emnet løsner sig under den hårde belastning fra fræserboret, og materialet ødelægges.
Vakuummet kan især blive en udfordring for mindre udskæringer, hvor fladerne ikke er store nok at holde på. Her kan man med RhinoCAM i stedet indføre broer, der med små tapper hæfter delene fast til en større flade. Emnerne skal bagefter skæres fri af deres udskæringsplader. Manøvrer som broindsatser betyder, at det der kommer ud af maskinen, ofte kræver større efterbearbejdning. Kanterne står ofte skarpt, og der kan være træfibre, der har rejst sig, som skal fjernes maskinelt eller i hånden.
Nedenfor kan du læse mere om specifikke projekter løst på CNC-fræseren i træværkstedet.
MARIA BRUUN OG ANNE DORTHE VESTER/ Keramiske Strukturer (2017)
Til modulsystemet Keramiske Strukturer har Maria Bruun og Anne Dorthe Vester eksperimenteret med en række forskellige fræsetest for at finde frem til træprofilernes endelige udtryk. Den bølgende overflade i deres douglas pine skulle snakke sammen med de keramiske moduler. Derfor afprøvede de forskellige bølgeformer – fra rørlignende formationer til mere riflede flader.
Da træprofilerne skulle have udskæringer på både over- og underside, måtte duoen vende pladerne undervejs. Med en lavpraktisk – men effektiv – metode gav de træplankerne en ekstra bredde. I stykkernes overskydende kant kunne de så sætte skruer, så brædderne blev fikseret på et underlag under fræsningen. Hermed kunne de styre præcisionen mellem over- og underside uden at fræseboret kom for tæt på skruerne.
> Maria Bruun og Anne Dorthe Vesters projekt på SVK
ISABEL BERGLUND / Spinning Time Machine (2017)
I Isabel Berglunds tandhjul indgår CNC-fræsningen som delelement. Til det store strikkede værk Spinning Time Machine havde Isabel brug for en struktur, hun kunne hækle sine tandhjul omkring. Her gav CNC-fræsningerne i krydsfiner hendes strik solid støtte uden at tynge udtrykket. Ud fra en simpel 2D-tegning kunne hun fræse ensartede figurer, der let lod sig skalere op og ned i størrelse.
Da hjulene er forholdsvis spinkle, var Isabel nødt til at arbejde med broer, der fikserede tandhjulsformene til udskæringspladen. Her betød fræserens rå finish ikke så meget, da hun efterfølgende kunne dække træet med sit muretrådstrik.
> Isabel Berglunds projekt på SVK
ANDERS BONNESEN/ Rejse i mit kammer (2017)
Anders Bonnesen har fræset 2000 brio-togskinner med indgravering på både for- og bagside. Da brikkerne skulle udskæres i forskellige størrelser, var det problematisk at få softwaren til at placere broerne. I nogle tilfælde placerede programmet fikspunkterne fordelagtigt, mens de andre gange kom ind i skinnesammensætninger og blev problematiske at skære væk bagefter. Derfor lod Anders i stedet en millimeter stå omkring hver skinneudskæring, så brikkerne var fikseret på langsiden.
Det betød dog, at Brio-skinnerne krævede en omfattende efterbearbejdning, for Anders måtte manuelt skære samtlige brikker fri. Den store udfordring var, at få pladerne til at ligge præcist, så der ikke opstod forskydninger mellem de to sider. Selv en millimeters forskydning ville betyde, at sporene ikke kunne møde hinanden i samlingen. Maskinen er præcis, men den kræver også, at man lægger emnet op med stor præcision – især når man fræser fra to sider.
> Anders Bonnesens projekt på SVK
KRISTIAN SVERDRUP/ Kunstneren som værk (2017)
Med sine storskala-værker har Kristian Sverdrup udfordret CNC-fræserens fysiske arbejdsrum. Hans skulpturelle bænk måtte deles op i mindre udskæringer for at kunne realiseres. Den flere meter lange bænk skulle have en vis bredde, så det var nødvendigt at fræse den i en række delelementer, der bagefter kunne sættes sammen – først i bredden, så i længden.
Imens konstruerede Kristian med sit store relief en kompleks overflade, der tog maskinen 6-7 timer at komme igennem. Med en deplacement af et mikroskopisk biopsibillede konstruerede han en overflade, der havde været vanskelig at opnå uden maskinens præcision.
