Hop til indholdet.

Projekt

Søren Behncke på Brundlund Slot

2018 / Billedkunst

I atelieret på plan 5 er Søren Behncke aka Papfar i kunstnerisk samtale med den danske maler Franciska Clausen (1899-1986). Clausens historie og kunst fungerer som afsæt for Sørens malerier på bagsiden af sammensyede lærredrester. Værkerne skal, sammen med en stor gul skulptur, som Søren har indsamlet ting til i årevis, indgå i en delvis retrospektiv soloudstilling på Brundlund Slot i Aabenraa.

Jan. 2018

En gammeldags telefon, legetøj, bøger i bogkasser, en bowlingkugle, en parasol, fire par sko, et fjernsyn, skåle, glas, bestik, ringbind, solbriller, et hamsterbur, en vasketøjskurv. Alt sammen i farven gul. Søren har gennem flere år med hjælp fra venner og kunsthistoriker Mikkel Amby indsamlet alskens gule ting og sager og skaber nu en skulptur af tingene med form som en loppestand. Skulpturen skal på den ene side vække nostalgi og genkendelse (”Åh gud, sådan en havde min mormor!”) og på den anden side fungere som ren form. Søren har baggrund i grafisk design og har hentet inspiration til skulpturen fra raster; de sorte punkter, man har brugt til at trykke billeder i fx aviser. Rasterbilleder kan opleves på to forskellige måder: På afstand ser man motivet, og tæt på viser et abstrakt mønster af prikker sig. Sørens gule skulptur har på lignende måde flere billeder i sig: Man genkender motivet, loppestanden, og de enkelte genstande, og samtidig flyder tingene sammen i deres farvefællesskab og danner på afstand en abstrakt, monokrom, grafisk form.

Ind i kunsthistorien
Franciska Clausen og Søren er begge fra Sønderjylland, henholdsvis Aabenraa og Sønderborg. Clausens værker er samlet på Brundlund Slot, hvor Søren skal udstille til sommer. ”Hun er mit store idol”, fortæller han, ”enhver maler bør kende hende”. Hun gik på Fernand Légers malerskole i Paris og var forinden elev hos den senere Bauhaus-professor László Moholy-Nagy i Berlin. I Danmark var der ingen, der forstod hendes abstrakte kunst, så da hun af økonomiske årsager var nødt til at rejse hjem, tjente hun penge ved at male portrætter. ”Det er måske derfor, hun har været lidt underkendt i kunsthistorien”, siger Søren, som ved hjælp af sine nye værker prøver at bidrage til kendskabet om hendes kunst.

Et visuelt bibliotek – kryptering af sproget
I sin kunstneriske dialog med Clausen bruger Søren fotografier som afsæt for sine værker. Bevægelsen fra det figurative til det abstrakte interesserer ham også i maleriet: ”Jeg elsker det her område mellem figuration og abstraktion, hvor man kan bøje figurerne og åbne billedet”. Han skubber til genkendelige former, til de forvandler sig til abstrakte figurer og grafiske symboler. Et eksempel er et maleri, han har lavet ud fra et fotografi af eleverne, heriblandt Clausen, i Légers klasseværelse. Han har tømt lokalet for mennesker og flyttet velkendte genstande som stole, døre og lamper over i det næsten-abstrakte. For eksempel er døren nu, med Sørens egne ord, ”en rød tingest, der ligner en eller anden dims med en næse”, og altså mere et grafisk symbol end en egentlig dør.

Under det færdige maleri ligger mange lag af billeder – det kan tage mange forsøg, før det helt rigtige udtryk er fundet. Søren tegner mange skitser, før han maler. Han ”søger efter former, der fungerer”. Han tegner den samme dør eller det samme ansigt om og om igen, forandrer og fjerner nogle detaljer hver gang: ”Det er noget med at tage en form, mutere den og blive ved med at mutere den, til den bliver et objekt og ikke den form, den kom ud af”. På den måde, ved at kryptere det eksisterende sprog, opbygger han det, han kalder et visuelt bibliotek – et personligt vokabular. Han aflærer sig sit grundsprog: det naturalistiske, ’korrekte’ billedsprog. ”Det er ikke kun fordi, de er lavet af børn, at jeg godt kan lide børnetegninger, men fordi der er noget ekspressivt dér, som den voksne har glemt eller i hvert fald ikke har så nem adgang til”, fortæller Søren. Barnet har endnu ikke lært grundsproget, men arbejder ud fra sin egen umiddelbare forståelse af verden og måde at fortolke på. ”Det ’korrekte’ sprog er så indgroet i en, at man glemmer at gøre det ’forkerte’, som man var så god til som barn”, siger Søren, og videre, at ”det er sproget og måden, det bruges på, der er spændende”.

Udstillingen på Brundlund Slot har tre dele: den gule skulptur, de nye værker, der går i dialog med Franciska Clausen og en retrospektiv del, hvor flere af Sørens tidligere værker skal udstilles. Søren har altid arbejdet med materielle benspænd. Mange af hans tidligere værker er lavet af og på pap: malerier på udfoldede papkasser, skulpturer af pap, der forestiller værktøj, en lastbil, en traktor i naturlig størrelse. Materialevalget faldt oprindeligt på pap af økonomiske årsager – lærred er dyrt, pap kan hentes gratis i containere Søren fortæller, at han desuden godt kan lide at arbejde med udfoldede papkasser som lærred, fordi ”det har præfabrikerede udskæringer og huller, som giver det objektkarakter”. Og det er det samme, der sker, når han syr lærredrester sammen og vender bagsiden og dermed syningerne ud: ”Der opstår en arkitektur på lærredet, som giver det karakter af objekt, og som jeg kan tegne med eller mod”, siger han om de sammensyede lærreder.

Skrevet af Helene Johanne Christensen

SVK, Gammel Dok Pakhus, Strandgade 27 B, 1401 København K, +45 32 96 05 10, info@svfk.dk
Sekretariatet har åbent man. – fre. kl. 9-15. Lør. – søn. lukket.
CVR: 11887260