Skip to content Skip to sidebar Skip to footer

En knap tre meter høj stålkonstruktion, beklædt med spraglede bånd på kryds og tværs, tårner sig op i metalværkstedets ene hjørne. Det er den danske arkitekt Kevin Hviid, der har skabt hængesofaen, som han har døbt Irïs og som med sine lyserøde toner vækker barndomsdrømme om candyfloss og Alice i Eventyrland.

Irïs er en hængesofa, opført omkring en firkantet jernkonstruktion. Et grid af mellemstykker samt to tværgående rør i bunden, sikrer stabiliteten i konstruktionen, der er beklædt med bånd i kraftige farver. Snoren og dens stoflighed giver hængesofaen mange store flade med forskellige dybder, og når sofaen gynger, skaber bevægelsen et nyt mønster på tværs af fladerne.

Irïs er skabt til Snedkernes Efterårsudstilling, der i år har temaet ”NÆRVÆR/udenfor”. Konkurrenceoplægget efterspørger et udendørsmøbel til det offentlige rum, hvilket stiller krav til møblets holdbarhed. Konstruktionen har givet flere udfordringer. Bl.a. at få jern-rammerne til at have de rigtige dimensioner samtidig med en fungerende gyngefunktion, men også båndene, hvor Kevin fik leveret blå bomuldsbånd i stedet for nylonbånd, hvilket ikke er optimalt til et udendørsmøbel, idet de suger vand. De fleste af båndene er dog nylon og stålkonstruktionen er pulverlakeret, hvilket betyder, at bænken burde kunne tåle al slags vejr.

Farvesammensætning og skala
Desuden har det budt på nogle udfordringer at få spændt båndene stramt nok ud. Båndene har en tendens til at blive slappe, fordi de spændes ud over et relativt stort område og fordi de langsomt kan løsne sig i spændet. For at imødegå det har Kevin brugt justerbare regulaspænder, som afslutningsvis er gået efter enkeltvis og fæstnet, ved at føre båndet tilbage igennem første åbning.

I metalværkstedets omgivelser er det først og fremmest hængesofaens stærke farver, der tiltrækker øjet, men arkitekten bag siger selv, halvt i spøg, at han er ligeglad med farver. Det, der er vigtigt for ham er farvesammensætningen:

Det er vigtigt at farverne passer sammen. De skal udligne hinanden, for at de ikke skaber forvirring for øjet og så skal der en mørk farve til for at skabe dybde.

Udover farven er højden på konstruktionen slående. Med 2,7 meter sprænger den skalaen for hvordan man normalt opfatter et siddemøbel og det er et bevidst greb fra Kevins side at bidrage med en følelse af at være lille bitte i Irïs’ favn.