I metal- og træværkstedet producerer Jan S. Hansen værker og værkelementer, som han løbende installerer i det 128m2 store atelier, Formeriet. Her samler han værkerne for at se dem i relation til hinanden.
I værkstederne producerer Jan en række skulpturelle objekter og elementer til mindre installationer, der indgår i hans soloudstilling, Populus, på Overgaden fra midten af juni.
Jan benytter sig af mange forskellige materialer; alt fra industrielt metal til taktilt tekstil, plast, træ, udstoppede dyr og andre naturmaterialer. Materialernes overflader og de energier, materialerne indeholder, har interesse og betydning for ham og afstemmes i forhold til hinanden. Ved at justere løbende, lægge til og trække fra, skaber han en balance mellem de mange værkelementer og får de forskellige materialer til at spille sammen.
Udstillingen på Overgaden er større end hans tidligere, så antallet af materialer og elementer er ligeledes større, end han er vant til. At have fri adgang til træ- og metalværkstedet hos SVK har derfor stor betydning for ham, lige såvel som at have plads til at folde det hele ud i Formeriet.
Flere niveauer af aktivitet
Hvor Formeriet bruges til at samle værkerne og skabe balance mellem dem, udvikler Jan også her løbende nye værker, bl.a. en serie store malerier med broderier, som står op ad væggen i atelierets ene hjørne. ”Jeg arbejder lige nu med flere niveauer af aktivitet”, siger han, mens han går mellem de mange værker i Formeriet, hvor små arbejdsstationer er indrettet ved siden af prøve-installeringer af færdige værkelementer.
I træværkstedet har han bygget sættekasser i birketræsfiner, hvori der i udstillingen placeres nogle stentøjsfigurer, som han arbejder på hjemme hos sig selv. Sætterkasserne ligger lige nu på gulvet i Formeriet og tørrer; ”de er blevet lidt for skarpe, så jeg bearbejder dem med et tykt lag maling, så de bliver mere afrundede.”
I metalværkstedet er han i gang med at svejse stålplader på et skelet til en 1 m3 kube, som i udstillingen skal installeres i et redskabsskur i blik. Skelettet er konstrueret af 25×25 mm firkantede stålrør, der er svejset sammen, og beklædes med 1,5 mm tykke plader i rustfrit stål, som er klippet til, så de er blevet kvadratiske. I skelettet skal der efterfølgende monteres en motor, som vil lave subtile vibrationer i kuben.
Jan ser helst at stålpladerne på kubens sider går i ét med hinanden, så samlingerne skal være så usynlige som muligt. I svejsningen skifter metallets overflade karakter, men han kan efterfølgende slibe svejsningerne ned og pudse siderne op, så kubens overflade bliver ensartet.
Et vokabular, som udvikler sig
Jan har erfaring med både træ- og metalarbejde, men han rådfører sig løbende med værkstedslederne og eksperter udefra for at finde de bedste løsninger. Ligeså meget som han går op i at lave holdbare konstruktioner, er det, når det kommer til materialernes energier, også vigtigt at bruge overfladerne til at skabe en balance. Ved at efterbehandle materialerne, som han fx gør med maling på sættekasserne, kan han få de rette udtryk frem og afstemme de mange forskellige elementer med hinanden.
”Jeg har i træværkstedet lært noget nyt værktøj at kende, fx en overfræser, som gør dette specifikke arbejde lettere”, fortæller han. Jan udvider hele tiden sin værktøjskasse. Han producerer flere værker, end der tænkes skal indgå i udstillingen. Så kan han i installeringen sortere og kombinere for at finde den rette balance.
Udover at producere nyt, lader han elementer fra tidligere værker indgå i nye sammenhænge. Kender man til Jans praksis, vil man i Formeriet kunne genkende de udstoppede mårer, hvoraf nogle har indgået i en tidligere installation. Han har også tidligere brugt mannequindukker ligesom den, der nu står på stylter op ad væggen. ”I disse nye værker er der idéer fra tidligere udstillinger, da der er omdrejningspunkter som går igen, og der er på den måde nok et slags løst vokabular at gå ind og ud af, som udvikler sig med tiden, men lige så meget er jeg dog interesseret i at åbenlyse sammenhænge og meningsdannelser også kan tages fra hinanden”, fortæller han.
Skrevet af Laura Reumert
