I IT- og fotoværkstedet arbejder Jonas Frederiksen på en serie fotografier. Han veksler mellem at redigere på computeren og printe tests på storformatprinteren, som han hænger op og nærstuderer. Han går efter et klart og skarpt udtryk.
På Flextight-scanneren overfører Jonas sine fotografier til Photoshop. Fotografierne er taget analogt, og han vil gerne have så meget information som muligt at arbejde med i redigeringen. At kunne scanne dem i høj opløsning er derfor væsentligt for hans arbejde.
Jonas kan godt lide at være omkring fotografierne; se dem udvikle sig ”live”, som han siger. Når han har printet, hænger han sine tests op på whiteboardet i det lille fotoværksted, og så kigger han fx på, hvordan farverne ser ud i forhold til hinanden. ”Der er en verden til forskel i forhold til at se det på skærmen, og når det så bliver printet. Der er det rart at kunne justere hen ad vejen”, siger han.
Som at se en god film
Jonas’ praksis er ikke som sådan funderet i fotografi; han bevæger sig i flere medier, bl.a. musik, skulptur og maleri. I denne omgang har han lyst til at arbejde med fotografi. ”Jeg er lidt træt af hele tiden at skulle opfinde nye verdener selv, i maleri fx. Fotografi er fedt, fordi man bruger dét, der er tilgængeligt”, siger han. I arbejdet med det eksisterende fotografiske materiale er der ikke samme behov for at finde på nyt.
Måden, han arbejder med fotografierne på, kalder han selv ret straight. ”Med denne her udstilling, handler det for mig om at få fotografiet til at se rigtig godt ud”, siger han. I redigeringsprocessen er hans fokus på at ende op med et skarpt udtryk, hvor billedkvaliteten er i top.
Udover fotografi i stor skala, vil Jonas også udstille nogle mindre i passepartout. Størrelsen og indramningen gør, at de kommer til at mime et klassisk analogfotografisk billedsprog, og det vil han gerne føje.
Det skal dog ikke handle om fotografiet som medie eller måden at bruge kameraet på. Fremfor at delagtiggøre publikum i en kunstnerisk proces, vil han have, at man i udstillingen ser et godt slutresultat; ”som at se en god film.” Denne tilgang skal ikke forstås som en konsekvent holdning til mediet; det er en attitude, som lige passer til den aktuelle udstilling.
Et elementært og storladent blik
Fotografierne vil indgå i soloudstillingen Mama, der åbner i Kunsthal ved siden af i maj, og bliver her akkompagneret af fire skulpturer. Udstillingen kredser om bilkørsel og infrastruktur. Det kobler Jonas sammen med rudimentære følelser omkring selvstændighed, sammenhænge, familiære forhold og tid. Selv kalder han sit greb for et elementært og storladent blik på verden.
Motivmæssigt er der fotografier, som handler specifikt om bilkørsel; om at tanke og være på landevejen. Andre, fx et af en vanddråbe, er mere poetiske og forvalter i højere grad noget elementært; nogle usynlige kræfter. Billederne, synes han, siger noget grundlæggende om elementer i kredsløb; ”omkring energier, hvordan bilen og benzinen er gensidigt afhængige af hinanden og begge bruger det ”interface”, som motorvejsnetværket er.”
En del af fotografierne er skudt på en rejse til Mojave-ørkenen og forestiller bl.a. den røde Mazda, som han selv kørte i. Denne serie billeder har han ikke kunne slippe, siden han skød den tilbage i 2015. Den kommende soloudstilling er derfor en kærkommen lejlighed til at sætte gang i den.
Udstillingen handler også om steder; om blikket på Amerika, og forholdet mellem ude og hjemme. Nogle af de fotografier, han arbejder på, er derfor skudt på danske motorveje. Disse er sort/hvide og har et mere melankolsk udtryk, som står i kontrast til den amerikanske drøm, de andre fotografier repræsenterer. ”Nu har man været ude og rejse, og så bliver det igen gråt og trist. Man ser sig tilbage ud af bagruden mod lyset”, forklarer Jonas.
Skrevet af Laura Reumert
