Skip to content Skip to sidebar Skip to footer

Anne Bjørn arbejder med papir som grundmateriale. På Statens Værksteder har hun arbejdet med værket, Make Peace, hvor et klæde indgår – et gammelt hørlagen som medspil og modspil til de vævede papirlag.

Oktober 2024

Anne Bjørns overordnede idé udspringer af de blå og gule farver, der præger bybilledet, men det færdige udtryk opstår først undervejs I processen. Ved endelig montering vendes nogle af de forskellige lag, så de vertikale trendtråde bliver horisontale. Således udnytter Bjørn de forskellige rytmer og udtryk, det giver. Hun hænger værket et stykke fra væggen, så lyssætningen danner skygge, hvilket bliver en væsentlig del af værket.

Anne Bjørn arbejder bevidst med en lysvirkning, der omdanner tekstilet fra sikkert håndværk til flertydigt rum. Ved at lade tæpperne kaste skygge, og ved at fordoble, spejle, forvrænge og gentage i arbejdet med ophængningen og monteringen, er der mere tale om en egentlig fremkaldelse af tekstilet og de mange synsmåder, et billede indeholder, end en traditionel, kunstnerisk praksis.

Arbejdet på Statens Værksteder

Opholdet på Statens værksteder har givet plads og ro til at arbejde koncentreret, og jeg har fået gode råd og vejledning i udviklingen af nye muligheder.

Jeg spænder de vævede lag op på en blød flade, der fugtes let. På træværkstedet har jeg slebet plexiglasstænger på kanterne og skåret MDF plader til montering af små værker i plexiglaskasser.

Hvert lag er limet på en plexiglasstang og lagene er samlet med gevindstænger, tilpasset på metalværkstedet.

De åbne konstruktioner er vævet på gobelinvæven I papirgarn, som er indfarvet med svamp eller pensel i Golden fluid acrylic – farver, der fungerer meget lig akvarelfarver.