Skip to content Skip to sidebar Skip to footer

Tina Helen har arbejdet i serigrafisk værksted på et nyopstartet kunstprojekt, der undersøger brugen af afstraffelse i pædagogiske processer. Hun har arbejdet eksperimenterende med en ny tematik og med visuelle teknikker og greb, der kan omfavne rummet mellem dannelse og afretning, udvikling og indordning.

April 2021

Helens kunstneriske ærinde udspringer af et engageret politisk arbejde inden for det asyl- og bypolitiske. Båret af et behov for at udtrykke og udforske komplicerede forhold mellem indignation og passion, modløshed og medmenneskelighed bringer hendes arbejde filosofiske, eksistentielle og mellemmenneskelige erkendelser sammen.

Hun arbejder med grafik, tegning, zines, workshops, video, installation og skulptur og i denne forbindelse altså med serigrafi. Det pædagogiske indgår som materiale i det kunstneriske arbejde, og en stor del af Helens praksis er baseret på udviklingen af processer for erkendelse og faciliteringen af nye møder for vidensdeling, kritik og dialog.

Afstraffelsens betydning

Your Children are Fine er ikke afgrænset til børn, men beskæftiger sig med læring i alle livets faser og situationer, der involverer ansatte, indsatte, klienter og menige. Projektet afdækker begrebet afstraffelse og udfolder dets betydning og konsekvens. Hvad konstituerer en afstraffelse? Kan et utal af korrigeringer betragtes som en form for afstraffelse? Hvad forventes den afrettede endeligt at gøre?

Gennem grafiske arbejder undersøger Helen det visuelle rum, som “opdragelsen” indtager, og enkelte af de måder, hvorpå afstraffelse, som accepteret pædagogisk redskab, kommer til udtryk.