Skip to content Skip to sidebar Skip to footer

På SVK har billedkunstner Jane Maria Petersen arbejdet med kul- og pastelkridttegninger og et stofværk, der består af sammensyede pudebetræk. Begge dele indgår i soloudstillingen Primordia, hvor samtidskunsten og antikken mødes. Udstillingen kan opleves på Antikmuseet i Aarhus d. 1. februar – 1. juni 2019.    

Antikmuseet inviterer engang imellem en samtidskunstner til at skabe en udstilling, der på nytænkende vis kan spille op til museets egen samling af mere end 500 gipsafstøbninger samt 4000 original genstande fra hele middelhavsområdet, dækkende en periode fra den tidlige bronzealder til romersk kejsertid.

”Jeg skal ikke forholde mig til Antikmuseets samlinger på samme vis som en antropolog eller en kunsthistoriker. Jeg kan smide tingene i gryden på en helt anden måde.”

Jane Maria Petersen arbejder med tilstande der går imod lineær kronologi. Dette gør hun med en multimedieudstilling i forskellige værkserier; en serie af tegninger i store formater, collager, keramik, samt en stofcollage, der skal gå i spil med en gavlfrise – selve skulpturudsmykningen fra det græske Aphaia –tempel, der befinder sig på Antikmuseet.

Tegninger på kobbertrykspapir 
Jane har over en længere periode arbejdet med portrætmotiver fra bl.a. antikken: ”Der er noget scenisk, teatralsk og næsten tegneserieagtigt ved denne form for karakterfremstilling. Det synes jeg er enormt interessant at bruge i mine egne værker. Kyklopmotivet indgår nu også i serien af motiver jeg udforsker”. I Primordia forbindes dette inspirationsspor med Antikmuseets samling.

SVK-opholdet indebærer primært udarbejdningen af en stor stofcollage samt en omfattende række af tegninger på kobbertrykspapir. Jane har tidligere arbejdet meget med kobbertryk og anvender denne type papir, fordi hun godt kan lide den tyngde det har. Det er levende og har meget materialitet over sig. Derudover blender pastelkridt godt sammen på denne papir- type. Pastelkridt har et forholdsvist højt pigmentindhold og tilfører tegningen et meget taktilt og polykromt udtryk: ”Jeg skruer op for farverne, da samlingen i sig selv er så bleg” – fortæller Jane. De færdige pastelkridttegninger fikseres til sidst med fikser-spray for at lukke fladen.

En stofcollage af pudebetræk
Jane laver en cirka 10 meter lang stofcollage, som har en højde på over to meter på midteraksen. Stoffet er udelukkende hovedpudebetræk, med ønsket om at bruge noget ’nært’ med en reference til kroppen. Pudebetrækkene er et miks af farver og mønstrer og syes sammen, så man helt bevidst kan se alle sammensyningerne.Sammensyningerne fungerer som en slags hængsler mellem hovedpuderne.

Pudebetrækkene bliver som det første hængt op på væggen og håndsyet lidt forskellige steder, men da betrækkene kludrer lidt sammen efter nedtagning, syr Jane, med hjælp fra en assistent, den nederste base på symaskine for at få en struktur på stofcollagen. Der er ingen videre behandling af stoffet efter sammen- syningen. Stoffet skal monteres på selve væggen bagved afstøbningen af gavlfrisen fra Aphaia- templet. Frisen forestiller nogle krigere der kæmper – en krigsfortælling, imens pudebetrækkene signalerer det stikmodsatte – fred, hvile og pause.

”I sin helhed regner jeg med at opnå et visuelt mættet udtryk med mange typer fortællinger der forskyder sig og forgrener sig.”

 

Skrevet af Fanny Menaka Dons

Note: Projektet er støttet af Grosserer L.F.Foghts fond