Skip to content Skip to sidebar Skip to footer

Billie Maya Johansen har i metal- og træværkstedet arbejdet på en skulptur af rustfri ståltråd, spiraltelefonkabel og kunstig mos. Den spirallerende skulptur skal installeres i en glasvitrine mellem to mosbeklædte træplateauer i Holme Kunsthal til foråret 2024.

Feb. 2024

Kunsthallens vitrinerum minder mig om de diorama-toglandskaber på togstationer, jeg som barn var dybt fascineret af. I forlængelse af den association vil jeg, med den mosbelagte platform og det spirallerende telefonkabel skabe et fremmedartet landskab med telefonkablet som en slags totemfigur. Derudover installerer jeg små miniature-skulpturer, 3D printet i ca. 1,5 cm. højde, som små væsner i landskabet.

Det, der interesserer mig, er den nostalgiske følelse, som telefonkablet giver mig og tanker om telekommunikationens udvikling og forfald. Spiralformen, der gentages i skulpturens materiale og form, er et symbol, der kan associeres med vores nutidige forbindelse til universet og det mystiske, vi måske med fordel skal genfinde i vores hverdag.

Vitrinen i Holme Kunsthal er omtrent 1,5 kubikmeter, hævet til hoftehøjde. Den er installeret udendørs og er offentligt tilgængelig døgnet rundt. Om aftenen vil den stå med lyset tændt, så den også kan opleves i de mørke timer.