
I lerværkstedet har Søren Thygesen brugt 3D scanning, digital forarbejdning og lasercutting i kombination med en analog tilgang til ler. Målet har været at lave et portræt, der på den ene side er et præcist scan af en person og på den anden side viser lerets karakter. Søren har villet have begge dele. Den endelige figur er derfor på samme tid et portræt af en specifik person og af lerets natur. Se mere om projektet her
November 2019
Søren, og en hel del andre kunstnere, designere, arkitekter og kunsthåndværkere har arbejdet i SVFKs værksteder og atelierer igennem de sidste tre måneder. Nedenstående er blot et lille udvalg af efterårets projekter. Vil du finde et specifikt projekt eller kunstner, kan du altid foretage en søgning i vores vidensdatabase.
Jesus Herrara Martinez: All the partial knowledge of the world
Jesus har arbejdet i atelier plan 5 på en serie store malerier til udstilling på Det Nationalhistoriske Museum / Frederiksborg slot. Med udgangspunkt i museets samling går Jesus i dialog med historien og maler bl.a. portrætter og selvportrætter, der svarer tilbage på historiens syn på og behandling af samme. Læs mere om projektet
Amanda Betz: Closer to Nature
Inspireret af den japanske have arbejder arkitekt, Amanda Betz, med papirets konstruktive egenskaber og fremkalder en abstraktion til de danske landskaber. Hun skærer, strækker og folder papiret i en kombination af maskinens og håndens kraft for at fremkalde lys- og skyggeeffekter i faste, rytmiske mønstre. Amanda Betz har på Statens Værksteder for Kunst skabt en række værker, der tager udgangspunkt i de danske marker som et meditativt rum. Intentionen er at opnå den ro, man får ved at se en mark i fuldt flor eller et givent landskabs rytme og horisont. Læs mere om projektet
Clara Bro Uerkvitz: Vaser til Daiga & Iveta
Skulpturserien med arbejdstitlen ”Vaser til Daiga og Iveta” er en keramisk lydskulptur bestående af seks pokallignende vaser, som alle er modellerede ornamenter og integrerede ansigter. Vaserne er bygget op med forskellige teknikker. Pladeteknik og pølseteknik er brugt til at skabe en base, hvorefter ansigtet er lavet i en kvætseform og monteret på vasen sammen med lidt liljer hist og her. Læs mere om projektet
Jens Settergren: The GPS Will Take Me Home
Jens Settergren har arbejdet på Statens Værksteder for Kunst med en totalinstallation, der gennem video, skulptur og lyd simulerer liv og kunstig intelligens. I et 3D-animeret videoværk synger og taler byduer i futuristiske vendinger om emner som GPS-teknologi, kærlighed og nedfrysning af menneskekroppen. Duerne kommunikerer og interagerer med elektroniske apparater som en mikrobølgeovn, en robotstøvsuger og en kryostat til bevaring af menneskekroppen med henblik på genoplivning i fremtiden. Læs mere om projektet
Mariane Lyngsø: Island / Synergi
I atelier plan 5 har Mariane Lyngsø arbejdet på en serie store værker på papir til udstilling i Nicolai, Kolding og Dronninglund Kunstcenter. Mariane har arbejdet på gulv med nogle lange og til tider meget brede pensler. Således er penslens bevægelser udtryk for hele kroppens bevægelser. Læs mere om projektet
Frans Drewniak: Columns Worth Stealing
Gennem undersøgelser af historiske og moderne søjler og søjlekonstruktioner har arkitekt, Frans Drewniak, udforsket nye materielle og rumlige muligheder gennem eksperimenter i lerværkstedet. Efter tre måneders intenst arbejde i lerværkstedet har Frans og hans assistent fremstillet 27 tegltromler ved en gammel kendt teknik “kvetsning” udført i rustfri stålforme. Læs mere om projektet
Louise Sass: Urban Palette
Urban Palette er fællestitlen på en række unikke tekstiltryk, der indfanger effekten af byens farver. En kolorit, som er betinget af elektrisk lys og kunstigt frembragte farver og materialer set i forhold til gråtoner. I dette projekt arbejder Louise i fortsættelse af udstillingsprojektet Over jorden under himlen med en række kompositioner i forskellige teknikker og skala og undersøger, hvordan stoftryk kan omformes og får rumlighed i lag og folder. Læs mere om projektet