Jens Settergren har arbejdet på Statens Værksteder for Kunst med en totalinstallation, der gennem video, skulptur og lyd simulerer liv og kunstig intelligens.
I et 3D-animeret videoværk synger og taler byduer i futuristiske vendinger om emner som GPS-teknologi, kærlighed og nedfrysning af menneskekroppen. Duerne kommunikerer og interagerer med elektroniske apparater som en mikrobølgeovn, en robotstøvsuger og en kryostat til bevaring af menneskekroppen med henblik på genoplivning i fremtiden. Duerne fremstår som hybrider mellem organisme og maskine, mellem det naturlige og det artificielle. Som portaler, der modtager fragmentariske signaler fra fremtiden, eller algoritmer der kun brudvis formår at oversætte datastrømmen.
Settergren udtaler, at han har valgt byduerne som protagonister, fordi de er et allestedsnærværende fænomen i storbyen. De har tilpasset sig vores livsform og erstattet deres naturlige habitat med menneskelig bebyggelse. Duen kan ses som en domesticeret observatør af menneskets liv, men på udstillingen fremstår den nu som en bevidst entitet, en cyborg, med en særlig indsigt i den menneskelige verden.
I surround sound synger duerne autotunede popsange med indlån fra EDM (Electronic Dance Music) mixet med optagelser af elektromagnetiske felter og synth lyde, som skaber et spændingsfelt mellem det patosfyldte og det artificielle. Lyden afspilles gennem camouflerede stenhøjtalere, som oprindelig er produceret til at indgå diskret i offentlige parker og pool-miljøer. I det hvide udstillingsrum træder de tydeligt frem som simulationer af det naturlige og tiltrækker sig opmærksomhed frem for at gå i ét med miljøet. På nogle af højtalerne sidder der lokkefugle bestående af to roterende plastikvinger, som almindeligvis benyttes til jagt. Fuglen er reduceret til simuleret liv i sin simpleste form; en bevægelse, og Settergren peger hermed på menneskets evne til at skabe nye hybrider og manipulere naturen.
