Billedkunstner, Miriam Nielsen, arbejder sammen med billedkunstner, Ursula Nistrup, og lydkunstner, Tobias Kirstein, frem mod udstillingen TULPA – en fiktiv topografi, der skal vises i Fotografisk Center i perioden 4. juni til 28. august 2016.
TULPA er et udstillingsprojekt skabt særligt til Fotografisk Center og inkluderer fotografi, fotocollage, lyd, video og skulptur. Udstillingen tager udgangspunkt i kunstnernes fællesrejse til det indiske tempelområde, Hampi, i november 2015. Miriam Nielsen arbejder under sit ophold på SVK i IT-værkstedet og grafikværkstedet. Her eksperimenterer hun med at kombinere digitalt fotografi med analogt tryk.
Eksperimenter med tryk
Miriams værker tager udgangspunkt i fotografier af strukturer og overflader fra sten og landskaber, som hun har fotograferet under rejsen til Hampi. Metodisk begynder hun med at udvælge billeder, der har en flad komposition og samtidig fungerer som et abstrakt motiv af strukturer – både stående alene og i sammenhæng med de grafiske former, der trykkes ovenpå senere i processen. Dybden opstår i kraft af det analoge tryk. Herefter bearbejder hun fotografierne digitalt og printer dem i stort format. Hun benytter trykpapiret B.K.F. Rives på 120 cm i bredden, da denne papirtype har en mat overflade og derfor er velegnet til analogt tryk. Efterfølgende påfører hun sine prints tryk. Dette skal ske gennem serigrafi, men Miriams prints er for store til grafikværkstedets vakuumbord, så selve trykprocessen bliver udført andetsteds. De påtrykte motiver fremstiller hun digitalt som grafiske former i hhv. sort og mørkeblå.
Miriam har desuden eksperimenteret med at printe et andet fotografi oven på de første prints. I grafikværkstedet afprøver hun litografisk trykketeknik, men hun opnår ikke samme præcision som i serigrafi og har fravalgt at medtage eksperimenterne i udstillingen. Erfaringerne tager hun med sig videre i sit fremtidige arbejde.
Fiktive sten og landskaber
Miriam ønsker at skabe et abstrakt udtryk i sine computercollager, så det stedsspecifikke forsvinder, og landskabet i stedet fremstår som en symbolsk og fiktiv form. Hun bearbejder således billederne digitalt, vender dem på hovedet og beskærer dem. De oprindelige farvefiler har hun bevaret i enkelte billeder, men oftest er fotografierne sort-hvide. På en collage har hun fjernet himlen for at skabe en fornemmelse af bevægelse i landskabet ved at åbne kompositionen op.
Man kan forsøge at forstå naturens stenformationer med geologi, men for de tre kunstnere er fiktion bedre til at begribe og anskueliggøre tiden, bevægelsen og størrelsen. I mødet med pladetektonikkens bevægelser, klippernes uendeligt langsomme forvitring og tyngden af legemer bliver mennesket fysisk lille og temporært.