I det store fotoværksted pyntes der op til fest. Arkitekt Tyra Dokkedahl og grafisk designer Signe Emma Kristjansen er ved at lave en film om en panda, der bor i Sydhavnen. Fortællingen har Tyras bror skrevet. De skaber et delvist psykedelisk og socialrealistisk univers med brug af en mængde forskellige materialer. Arbejdsprocessen er åben og legende. Idéerne springer ud af det forhåndenværende materiale, og intet er for tosset til at blive prøvet af.
Det står helt klart, at pandaen er ekstra begejstret for farver, når man træder ind i fotoværkstedet. Der hænger metallameller i lilla, blå, grøn og gul, Tyra og Signe er ved at hænge sprøjtemalede planeter op i en hulahopring i loftet, opslagstavlen er fyldt med inspirationsbilleder med mønstre, lys og farver, og på toppen af en farverig lagkage sidder filmens hovedperson og nyder festen.
Til at begynde med var idéen at Tyra skulle illustrere sin brors fortælling. Det kom der nogle skitser ud af, men ikke den store inspiration. Derfor spurgte hun Signe om hun ville være med, og de besluttede at bygge scenerne op fysisk og affotografere dem. Den idé forvandlede sig efterhånden til idéen om at lave en film, hvor de kombinerer videooptagelser af de fysiske scener med computeranimerede elementer.
I projektet forener Tyra og Signe deres to fag: ”Det gav mening at arbejde på den her måde pga. vores individuelle praksisser”, fortæller de. De bygger fantasifulde arkitekturmodeller af Sydhavnen, stationen, huse og tunneller – en slags miniscenografi. ”Det har været udfordrende at bygge for kameraet”, fortæller Tyra, som er vant til at bygge arkitekturmodeller. I sin praksis arbejder Signe bl.a. med iscenesættelse, animation og med at blande det digitale og det analoge, så hun har ”et katalog over, hvad der kan animeres bagefter”.
En åben og legende proces
Med udgangspunkt i Tyras skitser, som udgjorde en form for storyboard, begyndte de at indsamle inspiration og referencer fra alle mulige forskellige sfærer; reklamer, installationer, arkitektur, billedkunst og design og fyldte opslagstavlen i værkstedet med billeder. Også for, som de siger, ”at få et fælles sprog, en løs ramme for projektet”. De blev enige om at bygge otte forskellige scener, men at holde processen åben og ikke planlægge ret meget.
”Det er en jo en meget enkel historie”, siger Tyra, ”så for også selv at få noget ud af det, kastede vi os ud i noget, vi ikke vidste, hvor ville ende”, fortsætter Signe. De bruger især træværkstedet, skærer, sliber, limer, og så bruger de metalværkstedet, hvor de valser og bukker og har lært at punktsvejse. Scenerne bliver til løbende, de afprøver forskellige idéer og materialer og ser, om det fungerer. Idéer kan opstå på baggrund af noget materiale, de lige falder over: Nogle gamle trærester, de fandt på træværkstedet er blevet til huse, skumkugler er forvandlet til farverige planeter hængt op i fiskesnøre i en hulahopring, pap og plexiglas er blevet til bambus og grantræer, rester af billedkunstner Malene Bachs perforerede stålplader udgør baggrunden i nogle scener. Alt kan bruges, også fordi de har sprøjtemalet det meste i vilde farver.
Fortællingen skifter mellem et socialrealistisk gråt univers, hvor pandaen samler brænde og bevæger sig rundt i Sydhavnen og så et psykedelisk drømmeunivers, når den falder i søvn og drømmer. Drømmescenerne er fyldt med farver, og Tyra og Signe finder på forskellige specialeffects til de fleste scener, de har bl.a. bygget en trækonstruktion, som fungerer som sirene. Blåt LED-lys føres op og ned langs trælagene, hvilket giver en vild effekt, og så vil de sende røg gennem. ”Det sjoveste er, at der ikke er en fast ramme, at der ikke er en rigtig måde at gøre det på”, siger de smilende.
Så længe børnene elsker det
Filmens primære målgruppe er børn, og den måske mest direkte reference er filmen Bennys Badekar. ”Ikke filmens visuelle udtryk, men den drømmende stemning, og at det er et alternativt univers, hvor alt pludselig er muligt”, fortæller Tyra og Signe. ”Så længe børnene synes, det er rigtig godt, er vi glade”, siger de og griner.
Skrevet af Helene Johanne Christensen
