Hop til indholdet.

Projekt

Soloudstilling i Viborg Kunsthal (Endnu uden titel)

2018 / Billedkunst

Formeriet fyldes hurtigt med livagtige figurer, der går, står, danser, flirter, er generte, selvoptagede og legesyge. Kaspar Oppen Samuelsen arbejder for det meste i papir eller på lærred. Med udgangspunkt i et ønske om at få sine tegninger ud i rummet og give dem en mere skulpturel dimension, arbejder han nu på værker i metal til en stor soloudstilling i Viborg Kunsthal. Han holder processen åben og løber om hjørner med sig selv for ikke at blive for klog; for at lade projektet bevæge sig ad uforudsete veje.

Mar. 2018

Kaspar har aldrig før arbejdet med metal. Inspirationen kom fra håndlavede mexicanske juledekorationer. Han er overrasket over med hvilken lethed og frihed, han arbejder med det nye materiale, som adskiller sig meget fra det skrøbelige papir, han er vant til: ”Jeg ville gerne have en anden styrke i materialet, men beholde letheden fra papiret”, fortæller han. Han tegner direkte på industristålplader, som leveres indsmurt i olie. Kaspar opdagede tidligt, at intet ville binde på pladerne, undtagen cykellak og specialtuscher fra USA, som han fikserer med en klar spray. Han overfører sin tegnepraksis fra ét materiale til et andet: i stedet for frihåndstegning på papir arbejder han nu med frihåndsskæring i stål med en plasmaskærer, hvis flamme er 2800 grader varm. Han skærer efter sin streg, men med det grove instrument er det ikke muligt at ramme præcist, heldigvis, for ”det uperfekte giver figurerne liv”, som Kaspar siger.

”Illustrationen er en faldgrube, som forfølger mig”
Noget andet, der giver figurerne liv, er deres collage-karakter. Kaspar stykker dem sammen af forskellige anatomiske elementer, som ikke nødvendigvis er tænkt sammen på forhånd, og som nogle gange er i konflikt med hinanden: ”Jeg sørger for hele tiden at flytte dynamikken, så noget kan opstå, som jeg ikke selv har planlagt”, fortæller han, ”fødderne vil i én retning, hænderne en anden og hovedet en helt tredje”. De anatomiske enkeltdele sættes sammen ved hjælp af punktsvejsning.

Flere af billedelementerne henter han op af det, han kalder biblioteket, som består af tegninger og skitser lavet gennem de sidste otte år. Elementerne sætter han nu sammen i nye anatomiske konstellationer.

Kaspar er hele tiden bevidst om ikke at vide for meget om det, han arbejder på. Hvis han ved for meget, bliver værkerne ”blot illustrationer af nogle tanker”, som han beskriver det, fremfor at beskæftige sig med tankernes indhold, det skjulte. Han slipper en del af styringen og lader sig føre af materialet og af fornemmelser: ”Jeg ved godt, det er mig, der laver det, men jeg prøver også på at lade noget ske, som jeg ikke har kontrol over”, fortæller han.

Den norske forfatter Tor Ulven beskriver en lignende, omend litterær, praksis, når han siger: ”Å skrive innebærer en omhyggelig planlegging for å treffe det som ikke er planlagt og heller ikke kan planlegges. Derfor bør alle bøker være litt dumme, de bør ha et felt av dumhet eller bevisstløshet, som forfatterne ikke kan fange. […] en slags blind dumhet, altså en form for intuisjon, altså i prinsippet en dårlig tenkning, altså en form for dumhet. Men denne tilsynelatende dumheten kan i legden vise seg å være mer intelligent enn forfatteren.”

Materialesensibilitet: Forbindelser på tværs af materialer
Alle dele af figurerne er lavet af stål: kroppene af industristålplader, der holdes oprejste af rustne kamstålstænger, som normalt bruges til at forstærke betonbyggeri. Stængerne er svejset fast til en fod af perforeret stål, som bidrager med en lethed pga. transparensen og muliggør placeringen af figurerne frit i rummet, hvilken giver dem personlighed og liv.

Ud over metal arbejder Kaspar med ler. Leret virkede oplagt sammen med metallet, fortæller han, uden han helt kan forklare hvorfor. Det kan hænge sammen med, at leret er jernholdigt: ”Et eller andet sted, en eller anden gang i universet har de to materialer været forbundne”, siger han. Desuden får leret en lys rødlig farve ved brænding på 1050 grader og forbinder sig på den måde med det røde i de rustne stålstænger. Kaspar former lerfigurer og –relieffer. Han bygger mindre konstruktioner af perforeret stål og kamstålstænger, som lerfigurerne skal interagere med og forbinder dem også på den måde med stålfigurerne.

Kaspar vil gerne indføre endnu et materiale, men er i tvivl om hvilket. Han vil gerne udnytte potentialet i lerets farve og overvejer at bringe silkepapir ind, også for at tilføre en skrøbelighed, lethed og bevægelse, som på den ene side står i kontrast til stålets hårdhed og på den anden side går i samtale med lerets farve og letheden og illusionen om bevægelse i det perforerede stål.

Skrevet af Helene Johanne Christensen

SVK, Gammel Dok Pakhus, Strandgade 27 B, 1401 København K, +45 32 96 05 10, info@svfk.dk
Sekretariatet har åbent man. – fre. kl. 9-15. Lør. – søn. lukket.
CVR: 11887260