Marianne Jørgensen finder sin inspiration i naturen og arbejder med levende og plastiske materialer: ler og mos. I keramikværkstedet arbejder hun på tre forskellige projekter: Hun udvikler prototyper til organiske mursten til en podehave. Hun syr lange baner af mos sammen til en stor trompetformet figur, og cellestrukturen hos den selvproducerende bladmos danner udgangspunkt for et organisk lergulv.
Det organiske lergulv skal udstilles i Charlotte Fogh Gallery i Aarhus. Marianne kalder værket Cellestruktur, pga. dets formelle udgangspunkt, som netop er cellestrukturen hos mosarten bladmos. Hun valgte bladmosset pga. dets selvproducerende celler, som i værket viser sig i form af todelte runde sten, der løber i midten. Lergulvet er sammensat af mere end 250 sten, måler omkring 5 x 2,5 meter og kan både ligge fladt og med et stykke op af en væg.
Organisk puslespil
Marianne fortæller, at hun har brugt 1-2 timer på hver sten. Indledningsvis tegnede hun en skitse, som hun efterfølgende skalerede op i fuld størrelse på gammeldags billedhuggermanér. Ud fra den har hun formet hver enkelt sten. Men først æltede hun 1 ton ler, opdelte det i 264 ”lerceller”, som hun førte gennem pressen, så de alle fik samme tykkelse, så skar hun dem ud efter mål, lod dem tørre med og uden plastik, vendte dem og vendte dem igen og affugtede dem i timevis. Leret, hun arbejder med, er så plastisk, at det efter at være blevet formet bevæger sig helt uforudsigeligt i alle retninger: ”Jeg kan slet ikke styre det, fordi det er så levende”, siger hun. Derfor er hun nu i gang med fjerde runde tilpasning, hvor hun skærer lidt af én sten, buer en anden lidt mere osv., for at få dem til at passe sammen i det organiske puslespil, som de udgør.
Hun har lavet testbrændinger for at nå frem til den temperatur, der giver den helt rigtige hårdhed og farve. Hun fortæller, at lerværkstedskonsulent Michael Jackson har været en stor hjælp: ”Han har været rigtig god at sparre med, og så har vi lavet eksperimenter med ovnen, som har lært mig noget nyt”. De har brændt ved henholdsvis 1100, 1150, 1200 og 1250 grader, hvilket har givet meget forskellige resultater. Ved 1150 grader tindrer stenene og får en kraftig rød farve, som står godt til den grønne mosskulptur, som også er en del af galleriudstillingen.
Pusterum i den intense arbejdsproces
Marianne har købt lange baner af mos i Tyskland og er nu i gang med at sy dem sammen til en stor trompetform. Mosset beklæder indersiden af trompeten, mens det lysegrå stof, som mosset gror på, vender udad. Syarbejdet er præget af langsommelighed og monotoni. Det har noget meditativt over sig, som Marianne godt kan lide. Nogle gange trænger hun til et afbræk fra det krævende arbejde med projekterne, fordi hun har siddet sammenbøjet over lergulvet og tilpasset sten i mange timer, eller fordi hænderne har gjort den samme bevægelse med nålen mange gange, eller fordi hjernen har fundet på og fundet på. Så laver hun eksperimenter med det overskydende ler: ”Når jeg ikke kan holde ud at arbejde på det ene mere, gør jeg noget helt andet, leger lidt!”, fortæller hun med et smil. Det er pusterum i den intense arbejdsproces, som hun fylder med leg. Hun afreagerer, strækker kroppen, bruger andre muskler, slår på leret, ser hvad der sker.
Særstenenes organiske skønhed
Også i det tredje projekt arbejder Marianne med udgangspunkt i det organiske og med cellestrukturer. Hun udvikler prototyper af mursten og laver forsøg med murstensformer til en mur, der skal bygges omkring podehaven i Skulpturlandsbyen Selde. Muren skal laves i røde hårdtbrændte sten, og dens struktur henter inspiration fra planters indre og ydre cellemembraner. Ambitionen er at lave omkring 20 sten, som er bærende i projektet og derudover en hel del særsten. Muren skal have et organisk forløb, og udfordringen er bl.a., ”hvordan man arbejder organisk med en mursten, hvordan man finder den sten, der kan vise bløde former på en ny måde”, fortæller Marianne. Det er egentlig en gammel dansk tradition at lave særsten, og som Marianne gør opmærksom på, kan man se mange smukke særsten rundt omkring i byen, hvis man ser efter.
Marianne har udviklet tre prototyper i fuld størrelse. Træværkstedsleder Ulrik fandt på en ny måde at lave murstensformene: Murstenenes ’negativ’ fræses i CNC-fræseren. Marianne kan derefter ”klaske leret i formene og trykke det sammen”. Hun laver blødstrøgne sten, fordi der efterlades lufthuller i stenene, og det derfor er nemmere for vandet at finde vej ud, hvis det først skulle komme derind. De er altså mere hårdføre end sten, der har været gennem extruderen og har fået presset al luft ud.
Marianne fortæller, at hun helst ikke vil bruge nogen form for fugemasse til at bygge muren: ”Stenene er så smukke i sig selv”.
Skrevet af Helene Johanne Christensen