På SVFK udfører Jeanette Hillig ét af de i alt tre værker, som skal udsmykke Frederiksberg Retsbygning.
Værkerne består alle af organiske former, er lavet af henholdsvis metal, træ og kobber og karakteriseres ved en enkel, kontrastfuld æstetik. De tre værker spiller visuelt sammen, og går i dialog med rummet og de arkitektoniske elementer, som kendetegner retsalen.
På Statens Værksteder arbejder Jeanette på det todelte værk i træ. Det består af 10 mm. mdf-plader, som Jeanette skærer ud med en stiksav i tre meter lange uens former. Derefter maler hun dem i en mat sort pigmentfarve, og limer dem sammen i henholdsvis tre og fire lag, som lapper ind over hinanden. På bagsiden monterer hun to træhængsler. De to værker skal monteres lodret, svævende ud fra væggen med ca. 50 cm. mellemrum.