Performance- og konceptkunstnerne Astrid Randrup og Nellie Park antager rollen som videnskabskvinder, når de forsøger at lancere en ny grøn creme-serie under navnet ”Helt ærligt”. På Statens Værksteder for Kunst har de brugt tre intense uger på at udvikle cremen og konceptet.
Sep. 2020
Koncept
For at finde brugbar viden til deres forskning, placerer de to kvinder sig i videnskabelige miljøer og institutioner, såsom medicinsk museum, antropologisk museum, hvor de uddeler spørgeskemaer for at finde ud af, om folk vil bruge ‘Helt ærligt’ serien i stedet for almindelig foundation.
Kunstnernes undersøgelser har et antropologisk udgangspunkt i forsøget på at afdække, om den grønne creme vil kunne starte en ny gruppe mennesker, der tør være helt ærlige og bære den grønne creme i ansigtet. Det skal lige siges, at cremen er i bogstaveligste forstand grøn.
Hensigten er at starte en gruppe, som man kan følge og deltage i. Dvs. man kan mødes og lave events og debatter via facebook grupper og eksperimentere med udseende og følelser mellem den der bære cremen og den, der reagerer på det nye look i bybilledet.
Arbejdet på SVFK
På de tre uger på SVFK har vi opbygget et visuelt rum, hvor vi har udviklet cremens emballage, vi har fundet kitlernes udtryk, lavet de hjemmelavede cremer og foretaget rigtig mange farve- og pigmentprøver. Efterfølgende har vi afholdt en workshop, hvor testgrupper skulle forholde sig til farve og følelser. Personligt har vi afprøvet diverse maleudtryk i ansigtet med den grønne creme. Vi har afholdt foto shoot, hvor modeller har fået lagt makeup af professionelle makeupartister.