I det sydvestlige hjørne af Norge ligger Middyr vandkraftværk. Et stykke modernistisk arkitektur, hvis brutale og hårde futuristiske udtryk optager norske Matilde Westavik Gaustad en hel del. Hun har været på Statens Værksteder for Kunst for at væve billedtæpper baseret på kraftværkets plantegning.
For billedkunstner Matilde Westavik Gaustad er der en helt særlig tilstedeværelse i tekstil, som altid har fascineret hende. Måske er det derfor, hun har valgt at oversætte en industriel, hård og kantet æstetik til det bløde og eftergivelige materiale.
Matildes projekt Nurturing, Docile and Eager to Please består af 16 billedtæpper. Fem af disse tekstiler er vævet af én omgang på samme halvdigitale væv på Statens Værksteder for Kunst, og to af de øvrige tekstiler består af hendes afgangsværk på Det Kgl. Danske Kunstakademi i 2016. Og motivet af vandkraftværket i Middyr har Matilde arbejdet med før; i videoværket CRUISING WITH MECHA BEASTS.
”Jeg kan godt lide, at tingene væver sig ind i hinanden. På den måde bliver min praksis også en sammenhængende proces, som jeg hele tiden kan føre videre,” fortæller hun.
Billedvævstraditionen
Udgangspunktet for Nurturing, Docile and Eager to Please er billedvævsteknikken. En alsidig teknik, som Matilde dog kun tilnærmelsesvis anvender, fordi hun er begrænset af både budget og tid.
Garnet, hun bruger, er tykt, sort bomuldsgarn i kæden med indslag af sort uld.
”Mit projekt er omfattende, fordi dimensionerne på mine billedtæpper er meget store. Totalt vil alle 16 tekstiler måle ca. 300 kvadratmeter. Derfor har jeg valgt en simpel binding, der lægger sig op ad billedvævstraditionen. Traditionelt ville man med billedvævsteknikken have ladet indskuddene fylde mere, altså have brugt mere uld, men det ville blive ekstremt dyrt og ville have taget meget lang tid.”
Til Nurturing, Docile and Eager to Please bruger hun almindelige lærredsbindinger, der er den simpleste binding – op, ned, op, ned – og som gør tekstilet meget fladt, så det kan falde på forskellige måder alt efter garnets kvalitet og tekstur.
Det tykke bomuldsgarn er glat og hårdt og derfor nemmere at arbejde med, synes hun:
”På grund af de åbne felter mellem formerne, jeg væver, kan mit arbejde godt filtre sig sammen til en stor knude, når jeg klipper det af væven. Men når tråden er så glat som her, kan det nemt trækkes fra hinanden.”
En form, der holder
Formerne og farverne på billedtæpperne er to centrale spillere i projektet.
”Jeg kan godt lide dystre ting. Det skal helst være så mørkt som muligt. Den sorte farve er en smagssag, men det skaber også et fokus på formen. Formen kan dog også justeres med farve. Jeg har derfor vævet lidt grønt ind nogle steder.”
De fem billedtæpper, Gaustad har vævet på SVK, udgør fire spidsvinklede trekanter og et rektangel, der sammen med de øvrige tekstiler i projektet udgør overfladen på kraftværkets ydre vægge. Den tegning, som Matilde oprindeligt fik tilsendt, viste kun grundplanet på kraftværket, men ikke målene på de ydre vægge. Dem måtte hun derfor selv regne ud.
”Jeg brugte plantegningen til at regne overfladen ud på siderne af kraftværket, så jeg kunne dele den i former. Disse former kan man klippe ud og eventuelt bruge til at bygge en lille model af kraftværket.”
Vævningen af tæpperne er gået hurtigere, end Matilde havde regnet med, og bagefter kommer det store arbejde med at lave afslutninger. Her lægger hun trendtrådene ind over sig selv i vævningen, sådan at de låses omkring en af de andre tråde og ligger dobbelt. Det gør det nemmere bagefter at klippe overskydende tråde af, uden at de trævler, og på den måde holdes formen på plads, og afslutningerne bliver mindre synlige.
”Der er millioner af måder at afslutte på, men den her er god til dette projekt, fordi formerne på billedtæpperne er skrå. Afslutningerne er vigtige for, at formen holder. Og formerne er jo det vigtigste i det her projekt.”
Skrevet af Stine Nørgaard Lykkebo
NB: Første billede er et dokumentationsfoto fra jubilæumsudstillingen Sund FHS 150 år, Nils Aas Kunstværksted, Inderøya 2018. Foto: Siv Hilde Meen
