I træværkstedet arbejder billedkunstner Christian Bang Jensen på en serie sokler med CNC-fræsede skrifttegn. Soklerne indgår i udstillingen Epifyt i Cobra-rummet. Ligesom en epifyt gror på andre planter, finder Christians værker næring i udstillingsrummets loft, som er dekoreret af en række Cobra-kunstnere.
Limen størkner på fem minutter, så Christian knokler for hurtigt at få sat den store MDF-plade ordentligt i spænd. En af soklernes sider har været delt for at kunne passe i CNC-fræseren, så han skal have den limet præcist sammen, for at samlingen ikke kan ses.
Når den igen er hel, limes den sammen med fire andre plader uden fræsninger. Pladen udgør toppen på den største af tre kubeformede sokler, som alle har forskellige dimensioner. I hånden har Christian tegnet en række selvopfundne asemiske skrifttegn, som i CNC’en er blevet 2D-fræset i den øverste plade på hver sokkel.
Soklerne indgår i udstillingen Epifyt i Cobra-rummet ved Sophienholm sammen med værker af billedkunstner Martha Hviid. På dem placeres der i udstillingen en serie bugtende sorte bronzefigurer, som relaterer sig til skrifttegnene. Christian, som er vant til at arbejde i bronze, er mindre fortrolig med træ og har meget lidt erfaring med at CNC-fræse. Men han er nysgerrig på maskinen og dens oversættelser af de håndlavede tegninger; ”hvordan spiller det helt analoge sammen med det digitale? Hvilke fejl opstår der?”
Dialog med fræseren
Med flad blækpen har Christian kalligraferet en række asemiske skrifttegn på papir. Han fortæller, at den selvopfundne skrift befinder sig et sted mellem tegn og tegning og spiller på, hvornår noget har en betydning, som kan aflæses.
Tegnearbejdet ser han som en dialog mellem håndens bevægelser og skriveredskabet; blækpennen var ligesom bevægelsen i hånden med til at bestemme den form skriftegnene fik. ”På samme måde opstår der også i fræsningen et samspil mellem mig og maskinen, det synes jeg var ret spændende”, fortæller han.
Papirstegningerne har han affotograferet og siden overført til computeren. Her arbejder han på dem i Illustrator, før de lægges ind i programmet Rhino, som taler sammen med CNC-fræserens software; ”jeg har på den måde programmeret fræseren med mit fiktive sprog”, siger han.
Programmeringen har taget tid, men ligesom Christian var nysgerrig på, hvordan skriften ville se ud, når den havde været igennem fræseren, var han også interesseret i at lære CNC’ens sprog at kende.
Med sit veldefinerede projekt har han hurtigt kunnet lære de basale ting. Her handler det bl.a. om hvilket værktøj, man vælger at lave sin fræsning med. For at finde frem til det rigtige udtryk i fræsningen af skrifttegnene, har han afprøvet forskellige bor. Vinkelfræseren skar for lige ned i pladen, så tegnene ikke fik det ønskede kalligrafiske udtryk. Med spidsboret V-not 30, som fræser i en 30 graders vinkel, kunne han få et mere tegnet udtryk frem i fræsningerne. ”Ved at vælge et spidst bor, har det været muligt at lave noget, som ligner et negativt tegn”, forklarer han.
Nogle af tegnene har ændret karakter i oversættelsen fra tegning til fræsning og er blevet mere firkantede end forlægget. Christian vælger at medtage CNC-fræserens fortolkninger.”Ligesom hånden har det, så har maskinen også nogle tilbøjeligheder, som er sjove at lære at kende. Fx har fræseren slået to tegn sammen og på den måde skabt sit eget asemiske skrifttegn”, fortæller han.
Materialitetsfetich
Hvor skrifttegnene på to af soklerne fræses 1:1, skaleres de på den store sokkel lidt op. Da pladen, der udgør toppen på den store sokkel, ikke kunne være hel i CNC’en måtte den opdeles i stykker. Med bordrundsaven har Christian skåret en snørklet linje gennem pladen, så tegnene ikke fræses der, hvor pladen skal samles.
MDF-pladen er sort, men overfladen er spraymalet hvid i værkstedets sprøjtekabine, så de fræsede skrifttegn tydeligt står frem. Kan samlingen i pladen ses, når limen er tør, må tegningerne overdækkes for at kunne give den hvide overflade en ny omgang spraymaling. På samme måde kan han også efterfølgende rette til, hvis pladen fx skulle krakelere. MDF’ens jævnhed og bløde struktur gør den velegnet til CNC-fræsning, men det gør også, at overfladen nemt kan beskadiges, hvis den fx får stød.
Christian overvejer om soklerne skal lakeres. Han kan vælge at gøre dem matte som papir eller give dem et mere skinnende plastikudtryk. Behandling af overfladen, kræver noget manuelt arbejde, som han nyder. Da CNC’en kom til at dryppe lidt olie ned på den hvide MDF-plade, måtte han sirligt fjerne det med et hvidt stykke stof for ikke at ødelægge overfladen; ”sådan kan det blive meget analogt igen”, siger han.
Selv kalder han det en materialitetsfetich og fortæller, at han i sin praksis generelt er optaget af fetich-begrebet. Både skrifttegnene, soklerne og de bronzefigurer, han placerer ovenpå, anser han for at være fetichobjekter.
Værker, der gror i processer og på rum
Christian har over en længere periode vekslet mellem at arbejde med bronzeskulpturer og skrifttegn og vil i dette projekt føre de to grene af sin praksis sammen; ”både tegnene og bronzerne er en form for bevægelse, en dans, og det vil jeg lade møde hinanden”. Den hurtige og flydende bevægelse, der ligger i skrifttegnene, går igen i måden, han modellerer bronzefigurerne op i materialer som voks, ler og gipskappe, før de støbes.
Christian eksperimenterer hele tiden med, hvordan han kan udvikle disse arbejder. I arbejdet med skrifttegnene er det digitale begyndt at spille en større rolle. Tegnene, han har brugt til dette projekt, har han lavet for længe siden. Nu hvor de er digitaliseret, kan han arbejde videre med dem på en ny måde. ”Jeg har lavet en 3D-rendering af hvert tegn, så nu kan jeg genbruge, udvikle, eventuelt forvrænge dem uafhængigt af hinanden. Man opdager nye ting med nye værktøjer”, fortæller han.
Idet skrifttegnene indgår i udstillingen i Cobra-rummet, får de en stedsspecifik karakter. Rummet tager sit navn fra loftet, der er dekoreret af en række Cobra-kunstnere og med sine skrifttegn, mener Christian, at han kan forholde sig til rummet. ”Der er flere Cobra-kunstnere, som også har arbejdet med asemisk skrift, bl.a. Christian Dotremont”, fortæller han. Ved at afspejle Cobra-kunstnernes tanker er Christians værker en slags epifyt på rummet.
Skrevet af Laura Reumert
