Møbelsnedker, Rasmus Fenhann, eksperimenterer med at skære kvadratiske rammer på CNC-fræseren. Eksperimenterne udføres til brug for to borde, hvoraf det ene med navnet Ratio er optaget til REFORM Design Biennale 2016, mens det andet, Thin Cubes, vises på Snedkernes Efterårsudstilling 2016.
Med bordet Ratio ønsker Rasmus at finde grænsen for, hvor tyndt og delikat man kan bearbejde massivt træ. Rasmus arbejder med et konstruktionsprincip, der fordeler bordets vægt på mange tynde elementer fremfor at bruge få elementer med stor materialetykkelse. Dette princip har han set benyttet i udformningen af traditionelle japanske træhuse og lamper. Konstruktionen giver ham mulighed for at lege med transparens og størrelser, der gentager sig i forskellige forhold.
”Designmæssigt har jeg i mange år været fascineret af geometrien og den fantastiske styrke, der ligger i geometrisk baserede konstruktioner. Samtidig har jeg rejst en del i Japan og henter meget inspiration derfra”, fortæller Rasmus.
The golden ratio
Udtryksmæssigt og geometrisk ønsker Rasmus at undersøge, hvordan tynde streger kan indtage en rumlig form. Ratio-bordet er således bygget af ultratynde lister, der understøtter en glasplade. Listernes indbyrdes størrelsesforhold er proportioneret efter det gyldne snit. Rektanglet leger med forholdet til kvadratet og skaber forskydninger i skala og retning. Har man flere ens borde, vil man således kunne sammenstille dem i interessante formationer, hvor proportionerne træder tydeligere frem.
”På trods af den minimalistiske form er bordet meget tidskrævende og håndværksmæssigt udfordrende at udføre”, fortæller Rasmus.
Arbejdet med CNC-fræseren
Hver kube består af seks rammer, der hver er sammensat af fire tynde lister samlet på gering (45 grader). Rammerne udføres i padauktræ og er blot 9 x 7 mm tykke. Det kræver en høj grad af præcision at udforme så tynde rammer, og det har derfor været værdifuldt for Rasmus at benytte CNC-fræseren. Ved hjælp af CNC-fræsning får alle rammerne afrundede indvendige hjørner. De seks rammer samles ligeledes på gering, og denne samling kræver en utrolig akkuratesse og omhyggelighed for at kunne lykkes.
”Jeg har brugt mange timer på at udvikle skabeloner til maskinen og programmere den. Jeg er nået tæt på et tilfredsstillende resultat, men håber og regner med at lave endnu et forsøg på at videreudvikle bordet på et senere tidspunkt. Jeg er på en måde i gang med at udforske maskinens muligheder på min egen grundige måde, og dette bord er ligesom et skridt på vejen mod mere komplekse og udfordrende projekter”.
Højteknologi og traditionelt håndværk
Det er kendetegnende for Rasmus’ formgivning, at han arbejder i krydsfeltet mellem nye teknologier og traditionelt møbelhåndværk. Han kombinerer CNC-fræsning med klassisk snedkerarbejde, idet han benytter traditionelt japansk håndværktøj i processen.
”Det er især sammenspændingen af bordene, som kræver håndelag og erfaring. Udover brug af CNC-fræseren har jeg udviklet og bygget specialværktøj til at klare opgaven”.
Thin Cubes
Til Snedkernes Efterårsudstilling har Rasmus produceret bordet Thin Cubes, som er familie med Ratio. Bordet er udført i mørkt palisandertræ, og består af tre kuber, der står inde i hinanden. I toppen har hvert bord en glasflade nedfældet. Træet er delikat bearbejdet, med en håndlavet profilering af kanterne, udført med et profil skrabeværktøj fra 1890. Planen er at udstille to sæt borde i formationer, som vil skabe fine skygge- og transparensvirkninger.