Hop til indholdet.

Projekt

Bird calls

2018 / Billedkunst

Billedkunstner Signe Boe arbejder i metalværkstedet på en udstilling til Kunsthal 44Møen. Her producerer hun elementer til en installation, som i video, billede og skulptur trækker forbindelser mellem fugle, kommunikation og magt.

Jul. 2018

Udgangspunktet for projektet er at søge væk fra den menneskelige kommunikationsform, der ofte er præget af normer og standardtale. ”Mennesker lader som om, de kommunikerer”, siger Signe, ”vi benytter os af tomme høflighedsfraser og et normaliseret billedsprog, som vi reproducerer, fx når vi agerer på sociale medier.”

Hovedværket i udstillingen er en videoinstallation på 8 smartphones. Her udforsker Signe, hvordan der fra Kong Salomon til Donald Trump har eksisteret en idé om, at en forståelse af fuglenes sprog kan sikre en magtposition. I en kanonkomposition afspiller hver smartphone en video af en fuglekarakter. Alle fuglene spilles af Signe selv, der gennem et digitalt fotofilter fremstår med forskellige fugleansigter. Fuglene kommunikerer på tværs af smartphones med hinanden gennem sang, billeddeling og sms’er. Den ene fugl ønsker at gøre sig fri af flokken; bryde med flosklerne og de konventionelle rammer for en samtale for at kunne sige noget, som ikke bliver sagt. Men da de andre fugle begynder at gentage dens ord, forsvinder stemmen i mængden. Herefter begynder de at sende hinanden billeder og beskeder. Tekstbeskederne omhandler en historie om Kong Salomon, som havde en ring, der gjorde det muligt at forstå fuglenes sprog, og billederne illustrerer forbindelser mellem magtforhold og fuglekvidder, fx politikeres brug af Twitter, som i både logo og navn refererer til fugleliv.

I udstillingen installeres de 8 smartphones i kunsthallens loft over bjælkerne i den gamle smedje, som udgør udstillingsrummet.

(Fugle)perspektivet på den gamle smedje
Videoinstallationen ledsages af en række værker, der modificerer udstillingsrummet. I SVKs metalværksted producerer Signe nogle elementer, som skal indgå og gribe ind i den gamle smedjes arkitektur.

I rummet er der en indgang til det gamle smedjekøkken, og den vil Signe lukke af; ”det rum, synes jeg, er for ladet til, at jeg kan tilføre det et narrativ”, siger hun. Hun skærer massive firkantede stålstænger ud og svejser dem sammen til en gitter-lignende skulptur, som skal blokere indgangen. Gitterformen og skulpturens aflukningsfunktion refererer til fugleburet, og på samme tid mimer gitteret et hashtag. På den måde skaber skulpturen en sanselig forbindelse mellem fugleliv og et kommunikationsværktøj på de sociale medier.

Signe arbejder også på en stålramme til en blyindfattet glasmosaik, der skal udskifte et af udstillingsrummets sydvendte vinduer. Hun valser og svejser det rustfrie stål, som glasmosaikken skal monteres i, så den kan indsættes i det afrundede smedjevindue. Glasmosaikken forestiller kunsthallens bygninger i fugleperspektiv – altså set fra oven – og når vinduet i den gamle smedje udskiftes med Signes værk, vil sollyset kaste billedet ind i udstillingen.

Metalarbejdet er vanskeligt, da valsningen udføres i hånden. Samtidig skal den være meget præcis for at passe med udskæringen af glasmosaikken, som er lavet på maskine; ”det kan være svært, når noget håndlavet og maskinlavet skal justeres i forhold til hinanden”, fortæller hun. Hun har forberedt udførelsen grundigt, lavet tekniske tegninger og 3D-modeller, og på den måde er arbejdet på disse værker mere styret, end når hun arbejder i tidsbaserede medier som fx video. Her er hun mere fortrolig med værktøjerne og kan derfor arbejde med løsere hånd.

Dialoger og nye betydninger
For Signe er det vigtigt at værkerne i udstillingen går i dialog med kunsthallens rammer. Hun må derfor være åben over for, at idéerne omkring installeringen kan ændre sig, når hun står i rummet, ligesom flere af værkerne på andre måder er afhængige af omstændighederne i kunsthallen. Fx fungerer glasmosaikken selvsagt bedst, når solen skinner.

Et andet værk i udstillingen afhænger af kunsthalspersonalet. Signe har produceret en serie bronzefingerringe, hvor ordene ”over and over and” er bundet sammen, og som en uendelighedsfrase illustrerer, hvordan ord hele tiden skaber nye begyndelser. Meningen er, at kunsthalspersonalet skal tage ringene på, og således performe værket.

Videoinstallationen med de 8 smartphones er også afhængig af personalet i kunsthallen. Da der endnu ikke er udviklet software, som kan afspille video samtidigt over flere smartphones, afhænger afspilningen af, hvor hurtigt og præcist personalet får trykket på play-knappen på hver smartphone, når de åbner udstillingen. ”Der kommer helt sikkert en forskydning, som ikke er intenderet, og det var i starten et stort problem for mig. Nu kan jeg se, at der er potentiale i, at fuglenes ord blander sig på nye måder, så der opstår nye betydninger”, fortæller Signe.

Skrevet af Laura Reumert

SVK, Gammel Dok Pakhus, Strandgade 27 B, 1401 København K, +45 32 96 05 10, info@svfk.dk
Sekretariatet har åbent man. – fre. kl. 9-15. Lør. – søn. lukket.
CVR: 11887260