Som barn boede Gudrun Hasle i Thailand. Kontrasten mellem en paradisisk oplevelse af livet som barn og de frygtelige realiteter, som omgav familien i et fattigt samfund, er genstand for Gudruns soloudstilling.
Jan. 2015
Da Gudrun og hendes tvillingebror var omkring 5 år, flyttede de med deres forældre til Thailand. Hendes far var det, man på engelsk kalder an expat – ordet for en person, som har forladt sit hjemland og bosat sig i udlandet. En såkaldt udlandsdansker. Han arbejdede for DANIDA på at forbedre de lokale arbejdsforhold. Projektets titel – My Charlhodt as a Expat – vidner om Gudruns tid væk fra hjemlandet, men også om den ordblindhed, hun lider af, og som hun bruger som et bevidst greb i sin kunst.
Udstillingen indfanger den skærende kontrast, der er mellem Gudruns minder om en lykkelig tid i en ubekymret hverdag i familiens skød og de frygtelige arbejdsvilkår, som mødte hendes far i hans arbejde. Kontrasten mellem det dårlige arbejdsmiljø, som for arbejderne var invaliderende og ekstremt farlige og familiens liv i en kæmpe villa med tjenestepiger.
I udstillingen forsøger Gudrun således at stille de paradisiske barndomsminder, hvor alt er godt og alle er glade, op imod de grusomme realiteter, der er i et fattigt land.
”Mit ønske er at belyse kontrasten mellem den verden, som en expat lever i privat og den virkelige verden, som vedkommende er rejst afsted for at hjælpe. Som barn var man kun vidne til de paradisiske oplevelser, som vores overklassestand gjorde os i stand til.”
Gudrun Hasle har over 400 m2 til rådighed på Brandts i Odense, hvor udstillingen vises. Fordelt over flere rum varierer værkerne over skulptur, fotografi, video, tekstilarbejde m.m. I træværkstedet har hun bygget to huse i træ på størrelse med almindelige legehuse. Det ene er en gengivelse af det townhouse familien boede i, da de oplevede en oversvømmelse. Det andet er det hus, de efterfølgende flyttede til. Gudrun håber på at give publikum lidt af den fornemmelse, hun selv oplevede ved at bo i Thailand. Husende komplementeres af fotografier af hende og broderen, der leger.
Gudrun har også støbt et flisegulv i beton dekoreret med porcelænsskår. Et thailandsk tempel, hun husker, var bygget op af beton med porcelænsskår. At bruge gulvet ville være farligt. Nogle skår stikker op, og trædes forkert ville man risikere at skære sig. Det farlige er tæt forbundet med det smukke. Ligesom Gudruns tid i Thailand.
Til udstillingen har Gudrun skabt to patchworkbannere af bomuldslærred (stout). På den ene står det thailandske alfabet og på den anden det danske alfabet med de latinske bogstaver. Hun har brugt en blå farve til bogstaverne, som hun kalder ”tekstblå” – den samme nuance, som bruges i f.eks. kuglepen. De to bannere er lavet, fordi det fascinerer Gudrun, hvordan bogstaver danner ord, der danner sprog, der danner samtale. Forudsætningen for kommunikation.
I et af udstillingsrummene vil Gudrun udstille udvalgte fotografier, som hendes far tog i forbindelse med sit arbejde for DANIDA. Fotografierne af arbejdspladser med dårligt arbejdsmiljø har hun scannet og forstørret, så de måler en meter i bredden.
Til et rum har Gudrun broderet broderier, som fortæller barndomserindringer, og i et andet rum vil befinde sig et lysbord med dias fra faderens fotografering.
Et friseagtigt vægmaleri går igennem alle rummene og afspejler en stigende vandstand på en oversvømmelse, Gudrun var vidne til i Thailand. Til udstillingen har hun optaget en videocollage, hvor hun selv fortæller om oversvømmelsen samt med en thailandsk kvinde, som fortæller om den langt mere katastrofale oversvømmelse, som ramte Thailand vinteren 2011.
Der er nærmest ikke den kunstneriske udtryksform, som Gudrun ikke har inddraget i udstillingen. Den omfattende totalinstallation på Brandts favner således både personlige beretninger og minder og emner som globalisering, imperialisme og global opvarmning.
