Uddannet fra Billedhuggerskolen Charlottenborg på Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskoler i 2017.
Arbejder i skæringspunktet mellem billedkunst, tekst og musisk komposition. Hendes praksis kan ikke begrænses til én af de respektive kategorier, men synes i stedet at sprænge deres grænser og redefinere deres givne natur.
Eau Pernice arbejder ikke generisk interdisciplinært, men de forskellige punkter forbindes igennem hybridisering, afsmitning og identifikation. Hun fremhæver mediets egne egenskaber i et givent værk – om det er film, skulptur eller et todimensionelt værk – og synliggør en metabevidsthed om sammenhæng mellem form og indhold.
Internetkultur, kunsthistorie, og litteratur informerer hendes research, giver den dybde og åbner op for diversitet i mulige læsninger. Kunstnerens værker er således i stand til at formulere nye narrativer gennem en tilegnelsesproces, der adresserer kulturelle og historiske overlap samt aktuelle anekdoter og rygter.
Et kendetegn for hendes arbejde er undersøgelsen af kollapset mellem fiktion og virkelighed; metodisk anvender hun plot twists til at afprøve beskuerens tiltro til værkernes fortælling.
Eau Pernice (tidligere Signe Boe) er repræsenteret af C.C.C. Gallery.
Foto: Lou Mouw