Anders Abildgaard har pt. to restaureringsopgaver i SVKs Konserveringsværksted:
Antikt glasloft
Den ene består i et glasloft fra en ældre lejlighed i Admiralgade. Lejligheden var ejet af malermester Nicolai Spenner, da loftet blev sat op i 1891. For kort tid siden brast den bærende søjle midt i rummet og hev store dele af loftet med sig. Desværre var skadeservicefolkene lidt for effektive og smed en stor del af det ituslåede glas ud. Det er nu Anders’ opgave at foretage en skadesregistrering for derefter i samarbejde med andre at genskabe loftet.
Loftet består af en blanding af hinterglas bemalet fra bagsiden med bl.a. bladguld og dekorerede amalgamspejle. Spejlene er ifølge Anders de sværeste at genskabe.
Møblement af Børge Mogensen
Den anden opgave består i en møbelrestaurering – et ældre Børge Mogensen møblement fra 1962 doneret af Ritt Bjerregaard til Designmuseum Danmark. Møblementet består af tre dele produceret i teaktræ af snedkermester Erhard Rasmussen. Tekstilet er designet af Lis Ahlmann.
Der er tale om en “day-bed” med justerbart ryglæn, en siddeskammel og et justerbart sengebord. Sengebordet placerer sig hen over sengen og blev i 1962 kritiseret for, at afstanden mellem madrassen og bordet er så beskeden, at en person med kraftige ben ikke vil kunne benytte møblementet.
Anders’ opgave består først og fremmest i en forundersøgelse og skadesregistrering.
”Det er et meget velholdt møbel, så jeg regner ikke med, der bliver det store at gøre ved det” forklarer Anders.
De tre møbler er en del af en større serie på ni, hvoraf blot en stol er sat i produktion. Resten er unika.