I Kind mod Kind undersøger billedkunstner, Astrid Randrup, udviklingen af det sansede sprog ved at gå ind i det pædagogiske rum for voksen-barn relationen. I dette mellemrum skaber hun dynamikker, hvor hun sammen med børn i 2. klasse udvikler det sanselige sprog omkring følelser, krop og symbol. Hun arbejder med at få sansningen af begrebet kærlighed til at blomstre på flere planer end det rent sprogligt formidlede.
Dec. 2020
Jeg har taget udgangspunkt i begrebet kærlighed ved at starte med en formidling af ikonmaleriet ”Gudsmoders ømhed”, som hænger på Sorø Kunstmuseum. Herfra har jeg sammen med børnene eksperimenteret med forskellige øvelser og tilgange til begrebet kærlighed, for at tilnærme os vores intuitive og fællesoplevede kærlige dynamikker.
På Statens Værksteder har jeg brugt Huggegården til at tørre og samle resultatet af de øvelser, vi har foretaget på skolen. Materialet er tøj og stof, dvs. en del af vores kropsnære identitet. Vi sover, elsker og løber i det, vi identificerer os med dets blødhed, dets strukturer, dets mærker, dets tæthed, tyngde, form og farve.
Eleverne og jeg har arbejdet med intuitive former i samspil med materialet. Vi har sluttet af med at lægge vores fælles arbejde ud på gulvet – en handling, som jeg efterfølgende har kunnet genskabe i Huggegården.
Processen i Huggegården har været at samle og genskabe den dynamik, som har været i gang på de forskellige folkeskoler. Jeg har kunnet bruge pladsen til at se de forskellige figurer tage form og ændre dem i forhold til hinanden.
Jeg arbejder altid åbent i ‘samleprocessen’ med de indtryk, som er skabt i ofte lydlige handlinger og performative øvelser med børnene.
