Duoen Mika Katarina Friis & Jakob Ingemansson har med de to sammenflettede installationer; The Seasons & Hanchi, videreudviklet og udvidet en undersøgelse af den japanske havefontæne, som de arbejdede med på et residency-ophold i Japan. Installationerne indgår som en del af gruppeudstillingen Japan Retur hos A Petersen Collection & Craft, der skal markere 150-året for dansk-japansk diplomati og samarbejde. Udstillingen vises fra 5.oktober 2018 til 28.februar 2019.
Hvad tænker du om tarme? Og hvilke associationer får du? For designer Kathrine Barbro Bendixen startede det hele med en inspiration fra den hjemmelavede julemedisterpølse. Nu er hun i gang med udviklingen af en lampekollektion med tarme som hovedmateriale.
Marmorens spændvidde i farver og maleriske detaljer har været essensen for arkitekt Kaja Skyttes udvikling af unika galakser i marmor og messing, der kredser omkring vores forståelse af tyngdekraften.
Med afsæt i en forundring over brugsgenstande, specielt fra Japan, har møbeldesigner Line Depping udviklet en række nye objekter og møbler til en soloudstilling på Galerie Maria Wettergren i Paris, foråret 2019
Henover de varme sommerdage har tekstildesigner Drua Sif Simone Albrechtsen skabt en kollektion af beklædningstekstiler på TC1- væven og leget med symbiosen mellem solide og changerende farvelag i dobbeltvæv samt lysets indvirkning på de forskellige materialer.
”Jeg arbejder med at gøre det forkerte. Når man er møbeldesigner, er der så mange ting, man ved på forhånd og det er svært at blive fri af den viden.” Møbelkunsthåndværker Rasmus Bækkel Fex har eksperimenteret med nye drejninger til udviklingen af et møbeldesign, der indgår i Snedkernes Efterårsudstilling 2018. Udstillingen finder sted på Thorvaldsen Museum fra 2. november – 9. december 2018.
Hvordan sikrer man en arkitektur, som er levedygtig, demokratisk og grundlagt på historisk og godt håndværk? Danske Emil Roman Frøge og taiwanske Jesse Yang fra tegnestuen Archival Studies har på SVK lagt et både sympatisk og teknisk højt niveau for dagen med deres projekt A Foundation for Open-Source Architecture.
Tekstildesigner Stine Mikkelsen har opfundet sit eget bio-kompositmateriale af marmorpulver, som det primære materiale for et møbeldesign. Møblets konstruktion er udformet på SVK's metalværksted og udstilles på Snedkernes Efterårsudstilling på Thorvaldsens Museum den 2. november-9. december 2018.
På tekstilværkstedet har Birgitte Vad og Anne Theisen udviklet to selvstændige projekter med henholdsvis maleri på tekstiler og udvikling af mønsterapporter.
De to illustratorer Signe-Lill Valkvæ og Trine Løgstrup, har skabt et nytænkende festivalformat med Nowhereland – en kunstfestival for børn. På SVK har de udforsket materialemøder, teknikker og skulpturelle objekter, som skal udfylde de 700 m2 i KPH Volume hallen. Nowhereland afholdes d. 14-15. september 2018.
I Memorabilia of an architect mødes arkitektens snilde, pinjetræets linjer og japansk lak i et samspil mellem afstand og genstand. Arkitekt og møbelsnedker Lasse Folke har skabt en symbolsk beholder for objekter – tiltænkt som et sansebibliotek.
'Knitreormen', 'Rasledamen', 'Kling og Klang', 'Pruttefyrene', 'Gonghovedet' og 'Superfødderne'. Kostumedesigner og scenograf Gøje Rostrup har skabt en danseforestilling, der udforsker samspillet mellem bevægelse, lyd og fortælling. Forestillingen indgår i Dansekapellets Efterårsferie Camp- program og vises d.16-17. oktober 2018