Skip to content Skip to sidebar Skip to footer

Som barn indretter man fiktive hjem i dukkehuse. Siden vokser man fra at lege med miniature personager, og dukkehuset forsvinder ud af ens liv. Hvert møbel til sin tid. Senere indretter man sin egen bolig og hænger bogkasser op på væggene til at opbevare og arrangere ting i. Ud fra dette scenarie har møbeldesigner Jonas Lyndby Jensen designet to møbelmoduler, der kan bruges i begge livsfaser eller af to generationer på samme tid. Det arbejder han på at realisere i Træværkstedet på SVK.

Møblet består af to rektangulære moduler Villa og Højhus. De har samme grundform, men det ene står på højkant og det andet på den bredde led. De kan kombineres til større beboelsesejendomme for dukker eller til opbevaring af bogsamlinger og lignende ting, der fortjener at blive vist frem. Til begge moduler er der tagkonstruktioner. Når modulerne er indtaget af dukker, kan der hvile tagbevoksninger på dem, og når modulerne bruges til opbevaring af bøger, udgør de en ekstra hylde.

Jonas har udført de to moduler i sæbebehandlet asketræ og olieret egetræ. Han fortæller om, hvordan han planlægger at viderebearbejde dem:

”Jeg har tænkt mig at male modulerne indvendigt, ligesom man maler væggene i et hus. Det vil give en god fornemmelse af rum, og så vil det give en god kontrast til de udvendige træoverflader.”

Derudover vil han give de indvendige sider en gummioverfladebehandling, som vil skabe en god friktion, når man bruger det til bøger. Han har på nuværende tidspunkt endnu ikke valgt i, hvilke farver men overvejer blå og orange. Det afhænger også af, hvordan træets nuancer ændrer sig efter sæbe og oliebehandlingerne. Det hele skal passe sammen.