Hop til indholdet.

Projekt

Værk til Odenplan station i Stockholm

2018 / Billedkunst

Til en stor udstillingsmontre på metrostationen Odenplan i Stockholm, der tidligere husede et museum for offentlig trafik, skaber Vibe Overgaard et værk i træ og ler samt fotodokumentation af en performance, hvor dansere interagerer med et stillads. Hvilke historiske, processuelle og politiske fortællinger og forestillinger bærer materialer som træ og ler i sig? Hvilke kropslige og sociale handlinger ligger bag en fikseret og udstillet konstruktion?

Mar. 2018

Vibe arbejder videre med nogle af de tematikker og materialer, hun beskæftigede sig med i sit afgangsværk Turning (back) på Det Kongelige Danske Kunstakademi sidste år. Mens hun skrev speciale i faget Teori og Formidling lærte hun at dreje ler. ”Under arbejdet med leret kunne jeg virkelig mærke materialet, jeg havde fornemmelsen af at lytte til det”, fortæller Vibe. Tidligere arbejdede hun især med video og andre nyere medier, men nu begyndte hun at interessere sig for historiske materialer som ler og træ, som har været brugt i flere tusind år, og som bærer på fortællinger om samfund, historie, magt og kropslige handlinger. Hun blev bevidst om, at hun ikke kan træde ud over den måde, man har lært hende at bruge materialet på, ikke kan se ud over den fortælling, kulturen har aflejret i materialet, og hun søger at arbejde aktivt med denne bevidsthed.

Til afgangsværket skabte Vibe en væg af træ og drejede lerkrukker, som hun placerede på et sort gulv. En del af værket bestod af en performance, hvor dansere interagerede med krukkerne, som ikke var brændt blot tørrede, og som derfor afgav kridtagtige spor på det sorte underlag – spor, der synliggjorde fortællingen om danserens kropslige handling med det såkaldt ”døde” materiale.

Firehundrede meter skillerumslægter
Vibe arbejder videre med træ, ler og performative elementer. Til den planlagte konstruktion lød bestillingen på 400 meter skillerumslægter. Træet var fyldt med fejl. Hun var nødt til at afrette, høvle, skære til i længden og føre det gennem tykkelseshøvlen, så lægterne blev kvadratiske og fik en jævn overflade. Først efter at have brugt lang tid på at klargøre træet, kunne hun begynde at bygge de moduler, som værket består af, og skrue de mange stykker træ sammen.

Idéen til værket opstod i det fysiske møde med det rum, hvor hun skal udstille. Den ellipseformede udstillingsmontres historie som del af et museum for offentlig trafik, dens tidligere indhold; en gammel togvogn og det tilhørende arkiv satte tanker i gang om, hvordan vi iscenesætter vores kulturhistorie via historiske materialer og arkiver. Hun så en stor trækonstruktion for sig, som fyldte montren ud, næsten som en hel bygning derinde.

Farvernes fortælling
Hun begyndte med at skitsere konstruktionens facade op, kryds og vinkler, der passer ind i hinanden, inspireret af bindingsværk. Derefter byggede hun en model i træ og regnede på længder og mål. De enkelte moduler passer ind i hinanden – de kan hægtes sammen ved hjælp af lerkiler brændt sorte ved rakubrænding. Valget af farven til konstruktionen viste sig at være det sværeste og var samtidig det, Vibe havde lagt mindst vægt på i sine forberedelser: ”Male, det er bare sådan noget, man lige gør til sidst”, havde hun tænkt, men da hun havde malet halvdelen af modulerne i en lys grå farve, fandt hun ud af, at den sugede alt lys til sig, så hele konstruktionen fik noget dødt over sig. Så måtte hun begynde forfra med en ny mørkere grå farve. ”Det gik jo så op for mig, da jeg havde malet over halvdelen i en forkert farve, at der ligger meget i farven, det er ikke bare noget, man beslutter til sidst, hurtigt. Man kunne have testet, undersøgt farvernes historie, hvordan de virker på træet og opfører sig i forskelligt lys”, fortæller Vibe.

Kropslige handlinger – fikserede materialer
Vibe ville gerne have et performativt element med, der kunne bryde med den fiksering, som det at udstille noget fører med sig. Det skulle kunne efterlades i montren i tre måneder. Hun iscenesatte en performance med dansere, der interagerede med et stillads, hvis kryds og linjer mimer trækonstruktionens, og dokumenterede den via analoge fotografier. De udgør, sammen med fotografier af rakubrændingen af lerkilerne, en form for arkiv over nogle kropslige handlinger, som værket bærer i sig. Fotografierne udstilles sammen med trækonstruktionen i montren.

Skrevet af Helene Johanne Christensen

SVK, Gammel Dok Pakhus, Strandgade 27 B, 1401 København K, +45 32 96 05 10, info@svfk.dk
Sekretariatet har åbent man. – fre. kl. 9-15. Lør. – søn. lukket.
CVR: 11887260