Kristian Sverdrup tager udgangspunkt i sin egen krop og arbejder på tværs af videnskab og kunst, når han skaber værker til udstillingen Under huden i EKS-rummet på Prags Boulevard. Ud fra videnskabelige data fra en række fysiologiske forsøg omkring sygdommen cerebral parese udvikler han værker i træ, bronze og bomuld, der skal inddrage publikum og udfordre deres bevægelsesfrihed og syn på skønhed.
”Jeg vil gerne udfordre beskuerens fysik”, fortæller Kristian om det partikelgulv, han arbejder på på SVK. Det fysisk udfordrende ved gulvet er den ujævne overflade, der vil påvirke publikums måde at være til stede i rummet på, gøre deres bevægelser besværlige. Kristian har diagnosen cerebral parese: ”Jeg er fysisk hæmmet og udfordret”, siger han, og det er hans egne kropslige udfordringer, han vil give publikum en fornemmelse af med den kommende udstilling.
Fra celle til partikel – fra krop til kunst
Kristian har gennem flere år været forsøgsperson i en række forskningsprojekter, der har til formål at udvikle medicinsk behandling for cerebral parese. ”Jeg har byttet mig til data ved at lade mig udsætte for en masse fysiologiske forsøg og undersøgelser”, fortæller han. Partikelgulvet er en kunstnerisk bearbejdning af data fra en muskelbiopsi, Kristian har fået lavet af sit ben. Biopsien viser deformiteter på celleniveau og var en del af Kristians udstilling Kunstneren som værk i Kunsthal Nord sidste år. Han har siden fået lavet højrøntgenbilleder af biopsien på CERN, så deformiteterne kan ses helt ned på partikelniveau. Billederne har han behandlet i et 3D-program – skabt fordybninger og forhøjninger via lys og mørke. Partikellandskabet udskæres på CNC-fræseren, og fotografierne gøres på den måde rummelige. Publikum inviteres helt ind i kunstnerens krop, når de bevæger sig hen over gulvet, hvis organiske landskab er hentet fra kunstnerens eget muskelvæv.
Sammen med sine assistenter har Kristian også lavet al forarbejdet til støbningen af fire bronzerelieffer ud fra højrøntgenbillederne. De har arbejdet med teknikken shell mold casting, som består i, at man, efter at have lavet et positiv af relieffet, skaber en keramisk form af sand og harpiks, der brændes ved temperaturer omkring 1000 grader. Efter støbningen af bronzerne er der et stort arbejde med at banke reliefferne fri af den keramiske form. For Kristian handler det også om at finde skønheden i det deforme og udfordre publikums idé om skønhed ved fx at fremstille deformiteter i et traditionsrigt og æstetisk materiale som bronze.
Invitation ind i hjernen
Et andet værk, Kristian arbejder på, er skabt ud fra en scanning af hans hjerne. Det består af fint vævet bomuldsstof, som er modelleret efter folderne i hjernen. ”Det skal ikke være let aflæseligt i helt konkret forstand”, fortæller han, ”man kommer ikke til umiddelbart at kunne se, hvad det er, fordi man ikke kan se det oppefra. Man er tvunget til aflæse det med kroppen, aflæse fladerne fysisk”. Det flagrende, let gennemsigtige stof skal hænge fra loftet og kommer til at udgøre en slags hjernelabyrint, som publikum inviteres ind i. ”Det er en inviterende installation, man har lyst til at gå derind, gå på opdagelse i folderne, aflæse værket med kroppen”, siger Kristian.
Kristian arbejder kunstnerisk med sin egen krop. Han udforsker det æstetiske potentiale i det deforme og i resultater af videnskabelige undersøgelser. Udstillingen Under huden åbner d. 3. august i EKS-rummet på Prags Boulevard i København.
Skrevet af Helene Johanne Christensen
