Til sin soloudstilling UD AF MOR på Møstings Hus har Maria Wæhrens arbejdet med morfiguren i en bred værkproduktion, der inddrager materialer lige fra ægtempera og jord til harlim og bambusspyd. Maria kan lide at slippe kontrollen og lade processen forme sig af automattegningens tilgang.
Hullede masonitplader hænger langs den ene væg, mens store oliemalerier flankerer endevæggene i Maria Wæhrens atelier. På gulvet flyder øer af papirstegninger, pigmentfarver og forskellige installationer af stivet og indfarvet stof. Når Maria er i gang, indtager hun hele rummet i en vidtfavnende arbejdsproces.
”Jeg arbejder på det hele samtidigt. Når jeg først kommer ind i processen, så kommer der helt enormt meget ud på én gang,” forklarer hun.
I atelieret på plan 5 er Maria ved at lægge sidste hånd på sin soloudstilling UD AF MOR til Møstings Hus, hvor værkerne tager udgangspunkt i at være mor, have en mor og morfiguren som arketype. Størstedel af arbejdsindsatsens er foregået de sidste to måneder op til deadline, hvor hun i en intens proces på SVK bearbejder sine undersøgelsesfelter som erindring, fødsel, forbud og køn.
Forgængelige materialer åbner erindringsrum
Værkerne spænder vidt i materiale og teknik, men deler et kraftfuldt og ekspressivt udtryk. Bredden af formater giver Maria mulighed for at arbejde med forskellige modus af erindringsrum.
”Der er nogle meget lette automattegninger i dagbogsstil, som er registreringer fra mit liv, hvor malerierne bliver dybere og mere langsommelige med en mere eksistentiel karakter,” fortæller hun.
Samtidig synes hun godt om de forskellige forfaldscyklusser, de mere forgængelige materialer tilfører værkerne. Til de største malerier bruger hun overvejende oliemaling, til tider med kollageindslag og andre gange med større indgreb, hvor hun klipper lærred op og monterer det på. Til masonitpladerne har hun arbejdet med mindre bestandige materialer som jord, ægtempera, mørtel, garn og spidse bambusspyd, mens tegningerne er hurtigt skitserede automattegninger på krøllende papir.
”Noget af papiret præparerer jeg med harlim for at få den stive effekt. Jeg kan godt lide, at det er lidt krøllet og bliver et billede på, at det er hentet frem et sted nede fra dybet,” fortæller hun.
Malerierne i sig selv kan godt give en meget ’lukket’ og færdig oplevelse, forklarer Maria. Derfor er blandingen af materialer også et greb til åbne og inddrage beskueren.
Ophængningen er også del af arbejdsprocessen
”Værkerne har fået mere sammenhæng, end jeg lige troede. Der er kommet til at gå nogle ting igen: gitteret, pindene, hullerne,” konstaterer Maria.
Den endelige udvælgelse af værker til udstillingen sker først, når Maria hænger op på udstillingsstedet. Ligesom tiden på værkstedet er dét en proces, der udvikler sig og skaber forbindelser undervejs.