Tinne Zenner & Eva la Cour har på Statens Værksteder skabt den stedsspecifikke udstilling, THE VISUAL INSCRIPTION: Endangered and Endangering, til Kunsthal Kongegaarden i Korsør. Med øje for Korsørs beliggenhed ved havet og byens historiske rolle som gateway til Nordatlanten ved Storebælt er udstillingen en bearbejdning af kritiske betragtninger af Danmarks koloniale tilstedeværelse i Grønland.
Juni 2021
Udstillingen består af værker, som de to billedkunstnere har bearbejdet til Kunsthal Kongegaardens historiske rammer, men udspringer af deres research i Qeqertarsuaq – en by med 800 indbyggere, der ligger på øen af samme navn i det Nordvestlige Grønland, og som indtil 1953 var Danmarks administrative hovedsæde for Nordgrønland.
Mens det analoge billedmateriale er filmet i Grønland og Danmark siden 2017, hvor Zenner og la Cour begyndte deres samarbejde, er de skulpturelle installationer skabt under et arbejdsophold på Statens Værksteder for Kunst. Zenner og la Cour har arbejdet på tværs af metal, træ, print og serigrafi-værkstederne med base i atelieret Store Formater.
Den største installation består af en halvcirkulær metalskærm på 6 meter, som er opsat på en jernkonstruktion i 4 dele, bestående af valsede vinkeljern og rundjern, fæstnet til én stabil og samtidig fleksibel helhed med hhv. svejsninger, beslag og magneter. Under opholdet har de to kunstnere desuden arbejdet med serigrafirammer med udvalgte motiver i den belyste emulsion som skulpturelle billeder i sig selv nærmere end grafisk metode. Derudover har de arbejdet med støbeforme og gipsfriser og eksperimenteret med forskellige tryk- og printmetoder på en lang række materialer.