På SVK udarbejder Anne Tophøj og Steen Ipsen et skitseforslag til den indvendige udsmykning af en ny børneinstitution, der skal opføres på Frederiksbjerg i Aarhus. På baggrund af deres fælles projekt ”Extrudox”, som blev vist på Forårsudstillingen 2013, er de to keramikere, der normalt arbejder hver for sig, blevet indbudt til at deltage i konkurrencen om den endelige udsmykning.
Den nye institution, som bliver et mekka for leg, læring, fordybelse og udvikling, tegnes af Henning Larsens Tegnestue og opføres i overensstemmelse med den nyeste viden om bæredygtighed og børns læring. Udover at fungere som skole, danner institutionen ramme om blandt andet SFO, aftenskole og teater. Dermed bliver den et midtpunkt for borgere i flere aldersgrupper.
På baggrund af konkurrenceoplægget har Anne og Steen hæftet sig ved en række temaer, som de arbejder videre med i form af skitser, pap-modeller, fotografi og keramik.
Da et af nøgleordene i deres skitseforslag er bevægelse, både i fysisk form, og som mental proces, eksperimenterer de desuden med ekstrudering, skæretråde, drejning og andre metoder, hvor bevægelsen gennem leret er direkte aflæselig.