Anders Scrmn Meisner udtrykker sig gennem den detaljerige tegning. Denne udtryksform ønsker han at udvikle gennem linoleumstryk i Grafisk Værksted. Han udstikker sin tegning i linoleum og trykker med dybtryk. Han benytter oliebaserede litografifarver og trykker farverne i lag. Han drager gerne historiske referencer til videnskabelige studier eller til motiver fra tidligere værker. Disse referencer bearbejdes i en symbolverden, omfortolkes, sammenblandes, forstærkes eller udviskes og danner således ramme om Scrmns motivverden.
”Jeg smider aldrig noget ud. Alt kan vise sig at kunne bruges i en senere sammenhæng. Jeg er vel lidt af en samler, kan man sige. Jeg tegner f.eks. tit på papir, der har været brugt i andre sammenhænge. Jeg kan godt lide, at ting har en historie.”
Soloudstillingen ”Paper Trails” på Galleri Maia Müller har menneskets forhold til egen historie som gennemgående tema. Scrmn formidler i sine værker, hvordan vi som mennesker kan beskrives på papir både i samtiden og i et historisk perspektiv. Scrmns fokus ligger på individets historiefortælling som værende dels rationel og dels irrationel, hvormed værkerne trækker tråde til museologi og religion.
Linoleumssnittet benytter samme teknik som træsnittet, men yder ved bearbejdningen ikke træets modstand og er derfor lettere at formgive i. Ved trykningen fremkommer en ensartet farvetone uden de nuanceringer fra struktur og åring, som kendetegner træsnittets tonespil.