Skip to content Skip to sidebar Skip to footer

På mange måder virker det passende, at Lone Haugaard Madsen skulle få ophold på konservatorværkstedet på SVK. Rummet, der er indrettet til at give gamle kunstværker nyt liv, bliver under Lones ophold fyldt ud med efterladte genstande, der kommer under kærlig behandling og sættes sammen i nye kompositioner, inden de udstilles på CODE 2017.Værksted/udstillingssted
Udstillingsgenstandene, som Lone har arbejdet med på SVK er til dels indsamlet på byens kulturinstitutioner, hos venner og bekendte og ikke mindst på SVK, hvor hun blandt andet har fundet et par solide vinduesrammer og store håndvævede tæpper, som begge har fået plads i udstillingen på CODE. Lone fremhæver det som et eksempel på at udnytte det fysiske arbejdssted.

Andre af hendes genstande er fremstillet i samarbejde med specialister inden for forskellige håndværk, som for eksempel en smed og en glaspuster:

Jeg holder meget af at træde ind i ny ekspertise og sætte et projekt i gang med respekt for håndværket, imens jeg forsøger at ændre eller standse processen midt i det hele. Ikke for at sætte spørgsmålstegn ved deres håndværk, men for at komme frem til en form eller et udtryk, som læner sig op ad en lang tradition.

På konservatorværkstedet hober hendes genstande sig op og blander sig med det faste interiør, indtil man ikke kan se hvor værkstedet stopper og kunstværket begynder.

Det er i virkeligheden lidt atypisk for Lone at have adgang til et værksted før hun udstiller. Ofte lader hun ufærdige dele og materialer fragte mellem udstillingsstederne, der således transformeres til intermistiske værksteder. Først sent i processen vælger hun ud og koreograferer de enkelte genstande til deres endelige udstillingssteder, mens resten sendes hjem igen. Dermed er transport også hendes største udgift…

Tilfældighedens princip
På et tidspunkt begyndte Lone at overtage resterne fra andre kunstneres produktion. For eksempel fik hun foræret nogle brugte lærreder af en ven. Hun malede dem over, hvilket resulterede i en tyk pastos overflade. Det udtryk fungerede godt sammen med hendes andre objekter, og efterfølgende er de store bemalede lærreder blevet til en integreret del af hendes kunstneriske praksis.

Efter at lageret af brugte lærreder slap op, er Lone gået over til at købe dem fra ny. Som udgangspunkt bruger hun lærreder, der ikke er grundet. Hun tager en tube oliemaling og gnider det ind i overfladen, først med en spartel og siden med en klud, indtil der ikke er mere farve tilbage. Teknikken efterlader ikke strøg eller spor efter spartlingen. Et billede er enten færdigt, når Lone vurderer, at det fungerer som billede, eller det bliver afgjort lidt mere tilfældigt af en deadline, hvis hendes kunstværker eksempelvis skal transporteres. På den måde bliver hendes malerier et eksperiment med at finde ud af hvor pragmatisk, hun kan lave et billede, hvilket bevæger hende hen i en stillingtagen til objektet selv.