Tekstilkunstneren Louise Sass’ projekt er en igangværende serie om rum og erindringer af rum. De første billeder i serien ’På vej til Torcello’ og ’Barok’ tager udgangspunkt i Sass’ egne fotografier af byrum eller fragmenter af rum.
Louise Sass arbejder med fotografierne som forlæg til en ny serie af håndtrykte tekstiler. Fotografierne bearbejdes digitalt eller ved skitsering i hånden. Som en parallel til denne serie arbejder Louise Sass også abstrakt med koloristiske udtryk, der kan anskues som billeder på mentale rum. I projektet benyttes en bestemt tekstilfarvningsteknik, ’RGB + sort farveskala’.
Teknikken er en systematisk farveblanding, som handler om kun at benytte rene farver som rød, gul, blå og sort. Tekstilet trykkes og indfarves med farvestof i adskillige lag efter særlige principper. På den måde opstår farveblandinger af usædvanlig styrke med hårfine variationer. RGB + Sort farveskala benyttes bl.a. i arbejdet med nye tekstiltryk med titlen ’Barok’.