Skip to content Skip to sidebar Skip to footer

Randi & Katrine har på træværkstedet produceret et værk til naturområdet omkring Observatoriet i Brorfelde. Oplægget var at skabe et møbel i naturen, som man kan sidde på, mens man oplever naturen omkring sig.

Maj 2024

Vi valgte en lille plet for enden af planetstien, som grænser op til en lille samling træer. Herfra kan man se ud over marker og med kig mod en sø. Her danner et 4 meter langt tusindben et langstrakt s i landskabet.

Vores værk er inspireret af det, der kribler og krabler på jorden. Tusindbenet er et leddyr med to ben på hver kropsdel. Værket er lavet i brændt egetræ, som er meget holdbart, og brændingen præserverer træet på en naturlig måde. Man kan sidde på tusindbenet sammen eller hver for sig og indtage den smukke udsigt til alle sider.

Vi har omsat vores idé om en tusindbensbænk til en egetræskonstruktion, der består af 18 led. Vi købte en frisk egestamme med en diameter på ca. 60 cm. Stammen fik vi skåret den op i 16 stykker med et skråt snit, samt et større stykke til hoved og ét til hale. Dette blev skåret op på savværket, hvorefter vi fik træet leveret til træværkstedet på Statens Værksteder.

På Statens Værksteders træværksted havde vi mulighed for at afprøve nogle for os nye teknikker samt benytte os af båndsaven, som det hele afhang af. Værket blev udført i løbet af 2 uger på træværkstedet og en resterende uge i Huggegården. Her blev hoved og hale formet med kædesav og div. træskærer-værktøjer. Træet blev brændt, vasket og prøvesamlet inde i teltet.