Billedkunstner Julie Riis Andersen udvikler i IT- og tekstilværkstedet et mønster til indersiden af sejlet på pavillonen Scissors. Hun udforsker geometriske systemer og manuelle trykketeknikker for at få mønsteret til at give det syntetiske sejl tekstur.
Sommeren over vil kuppelpavillonen, Scissors, fungere som nomadisk udstillingsplatform i det offentlige rum. Billedkunstner Vladas Suncovas udviklede under et ophold på SVK i 2017 pavillonens sammenfoldelige saksestruktur, og i januar i år inviterede han Julie til at dekorere indersiden af det sejl, som spændes udover strukturen. Værket bliver således en permanent baggrund for de skiftende udstillinger i pavillonen.
I den forbindelse er Julie indgået i et samarbejde med forfatter Ida Holmegaard. Sammen vil de undersøge, hvordan figurer og mønstre kan bruges til at skabe fortællinger og gennem dekoration, billede og sprog forsøge at komme det fjerne verdensrum nærmere.
Julie har fundet koordinater fra den nordiske stjernehimmel og, inspireret af Albrecht Dürers fabulerende optegnelse over stjernehimmelen, Imagines Coeli, har hun håndtegnet 16 figurative forbindelser mellem koordinaterne. Forbindelserne udgør på den måde nye konstellationer af stjernebilleder, og dem har hun givet videre til Holmegaard, der har tildelt hver af dem et navn med en lille beskrivelse.
Nu arbejder Julie på det mønster, som skal dekorere billedfladen og binde tegningerne sammen. Ligesom Dürers optegnelse hæfter hun sig ikke ved den astronomiske virkelighed, men henter inspiration i videnskaben og de systemer, man kan finde i naturen. Ved hjælp af 3D-modeller over stjernehimmelen skaber hun mønsteret, som sammen med stjernebillederne og deres fortælling, kommer til at fungere som et fiktivt kort over himmelrummet, man i pavillonen kan kigge op på.
Digital geometri og serigrafisk teknik
Julie tager udgangspunkt i pavillonens kuppelform, som leder tankerne hen på arkitektoniske og visuelle gengivelser af himmelrummet. Da himmelrummets sfæriske koordinatsystem fastlægger positioner på himmelkuglen, har hun valgt at arbejde tredimensionalt med cirkelformen for at skabe en kugleeffekt i det todimensionale print. I et geometrisk system i Illustrator bygger hun et mønster op af toruser; en donut-lignende form. Hun er vant til at arbejde grafisk på computeren, men har ikke tidligere brugt cirkler, da de er svære at arbejde med digitalt. ”Formen passer ikke ind i computerens firkantede systemer, så jeg har ikke turde give mig i kast med den før”, siger hun.
I arbejdet med mønsteret bruger hun et billede, hun har fundet på Google, af et rastetryk, der viser en serigrafisk opdeling af cmyk-farver. Billedets logik eller det system, billedet afspejler, har inspireret hende til med gentagelser af cirkelformen at få et grafisk guilloche-mønster frem. Guilloche-mønsteret, som man kender fra bl.a. pengesedler, da det er svært at kopiere, kan hun bruge til at skabe dybde og bevægelse i billedet og på den måde tildele billedfladen en særlig tekstur, når det printes digitalt. For at få teksturen frem, lægger hun i Illustrator to transparente cirkler i forskellige farver ovenpå hinanden. Ved print vil cmyk-farverne dog blande sig og ikke være transparente på samme måde, som de er digitalt. Til det forklarer Julie; ”Jeg afprøver, hvordan jeg kan styre, at farven skimtes igennem. Derfor mimer jeg i det digitale en serigrafisk proces, så den manuelle printteknik afspejles i det digitale print. Når man arbejder med systematiske mønstre, kan man skabe noget, der opleves næsten på samme måde, som når kroppen mærker lyd eller musik; en rytme.”
Syntetisk tekstur
Julies kunstneriske praksis bevæger sig i et spænd mellem det digitale og det analoge; hun blander håndtegninger med programmerede algoritmer. Tidligere har hun skabt digitalt printede tapeter og grafiske tryk, både som værker i sig selv og som baggrunde for installationer.
Hun arbejder oftest med store todimensionale flader, hvorpå hun laver diffuse mønstre, der skaber en form for illusion; en visuel tekstur. Med bevægelser og tredimensionale effekter skaber hun mønstre, som er kropsligt overvældende, fx ved at forstyrre øjet i en sådan grad, at det kan blive kvalmende. Sådan har hun tidligere arbejdet med ubehag og skabt det, hun kalder et virustapet. Hun kan godt lide idéen om, at noget dekorativt på den måde bliver taktilt, hvilket hun også arbejder med i dette projekt.
Fordi Scissors-pavillonen skal stå ude, er Vladas og Julie nødt til at tage nogle hensyn i forhold til sejlets materiale. Sejlet skal være vandtæt, men ikke fuldkommen vindtæt, da det så vil kunne få pavillonen til at lette. De har undersøgt forskellige typer nylon, bl.a. noget, som normalt bruges til bannere, men har endnu ikke fundet ud af, hvad der vil fungere bedst. Syntetisk tekstil er meget glat, hvilket gør det endnu vigtigere for Julie at kunne bruge mønsteret til at skabe dybde og bevægelse. Hun ville oprindeligt have prøvet sig frem med manuelle trykketeknikker på forskellige materialer, men når nu de praktiske hensyn begrænser materialevalget, bruger hun i stedet ekstra tid og energi på udviklingen af mønsteret. ”Jeg printer altid digitalt på den samme UV-printer, så jeg havde tænkt, at jeg ville prøve noget nyt og trykke det selv. Fordi mønsteret er så vektor-agtigt, så ikke-stofligt, så syntetisk, havde det været interessant at prøve at printe det på et mere levende materiale”, fortæller hun.
Julie har sine tidligere værker liggende digitalt, og hun har på den måde fået opbygget en database af forskellige mønstre, som kan genbruges i nye sammenhænge; de kan printes på forskellige materialer, spændes op på forskellige objekter og farvelægges på forskellige måder. Er der færre hensyn til vejr og vind i et fremtidigt projekt, har hun altså mulighed for at finde det himmelmønster, hun arbejder på nu, og fx eksperimentere med at trykke det manuelt; ”jeg kan godt lide tanken om, at værket på den måde får et efterliv”, siger hun.
Skrevet af Laura Reumert