Skip to content Skip to sidebar Skip to footer

Nina Maria Kleivans projekt er et bidrag til udstillingen ”Fuldt Flor”, der tematiserer blomster. Et emne, der for Kleivan nemt kan blive banalt, kulørt og for feminint. Kleivans indgang til opgaven er derfor sin familie, der stammer fra Nordnorge. Mange døde på havet under fiskeri og fik aldrig blomster på deres grave. Dét blev afsættet for værket ”Levebrød 1-7”.

Okt. 2019

Arbejdsprocessen

Processen startede med udvælgelse af et papir, der kunne tåle en kraftig bearbejdning. Dernæst blev det udvalgte papir infuseret med en vandig tuschblanding for at skabe en ekspressionistisk og kaotisk kontrast til det stramme serigrafiske tryk.

Næste trin var at bearbejde de fotos, der var taget til projektet, i Photoshop. Skulle der bruges raster eller skulle der arbejdes med et mere grafisk udtryk, som de klassiske litfilm giver? Der blev forberedt serigrafirammer med begge dele: Projektet var fra begyndelsen beregnet som “eksperimentet”, så begge dele skulle testes. Efter at alle de forbehandlede papirer var tørre, serigrafirammerne var bestrøget med emulsion og havde fået belyst motiverne, var det tid til at trykke.

Der blev arbejdet monokromt og eksperimenteret med at trykke. Dernæst blev der lavet en nedvaskning af det trykte, hvorved serigrafi og tusch blandede sig på nye måder.

Der blev lavet mange tryk. Det hele blev styret fra et oversigtsskema, så der ikke pludseligt manglede en variant. Til sidst blev der arbejdet med den tekst, der skulle vises sammen med trykkene for at løfte den konceptuelle ramme på plads.

Som det sidste blev samtlige tryk lagt op og omhyggeligt gennemgået og de endelige otte tryk, der skulle indgå i udstillingen, blev udvalgt.

Hest 1:1

Under et ophold på Tou Tryk i Stavanger, Norge, havde jeg påbegyndt værket HEST 1:1. Det er et tryk af en hest i fuld størrelse. Jeg besluttede at lave to udgaver på SVFK – en der er beregnet på at blive væghængt – og én, der skal ende som en bog i format 40×60 cm.

Rent serigrafisk var det lige ud ad landevejen, men det krævede omfattende planlægning at styre de mange trykgange. Projektet endte med at have brugt 51 serigrafirammer. Der blev trykt 40 ark til væg-udgaven, og der blev trykt 3 eksemplarer af bogen. I alt 120 trykgange.

Uden de meget store borde og den megen plads havde det været nærmest umuligt at realisere dette ambitiøse projekt, der vil blive vist i 2020 på Kastrupgårdsamlingen.

The Color of Consumerism

Her skiftede jeg teknik og gik i gang med et projekt til udstillingsstedet ”Vinduesgalleriet”. Jeg eksperimenterede med monotypier, hvor der ikke blev brugt emulsion. Trykkene blev lavet med afdækningstape, dels på rammerne, dels på papiret. Både tekniske og kreative udfordringer opstod og blev løst i processen. Til sidst blev der brugt traditionelt belyste rammer til påtrykning af tekster. Således opstod værket: The Color of Consumerism.

Dead Rainbow

Gennem de sidste mange år har jeg produceret en række akvareller: abstrakte farvede flader på A4-papir. Det har været en meditativ proces uden noget egentligt mål – men nu så jeg muligheden for at kombinere dette med et andet tidligere værk: en række blyant-tegninger af døde fugle. Disse tegninger egnede sig imidlertid ikke til at blive serigrafisk reproduceret, så jeg producerede en stribe nye tegninger med penseltuschpenne og nylonfyldepenne. De samme motiver blev belyst på tre rammer således, at jeg kunne trykke to tryk ad gangen på hver ramme. På den måde behøvede jeg ikke vente på, at rammen tørrede efter nedvaskning men kunne arbejde direkte videre med den næste ramme. Det betød at jeg, i løbet af blot et par dage, fik lavet værket med arbejdstitlen ”Dead Rainbow”. 42 monotypier med serigrafisk tryk på en bund af akvarel.

Kleivans timelabs video af udsigten fra Grafikværkstedet