Skip to content Skip to sidebar Skip to footer

Da Michala Norup kom for at arbejde i fotoværkstedet og mørkekammeret på Statens Værksteder for Kunst, havde hun forestillet sig, at hun skulle lave nogle meget lyse billeder til udstillingen på KIKshh kunst i Kapellet i Sct. Hans Have i Roskilde. -Et udstillingssted med en meget mørk historie.

Udstillingsstedet gjorde stærkt indtryk på mig da jeg besøgte det første gang. Det var faktisk som at få et slag i mellemgulvet at træde ind og se rummene; et kirkelignende rum, et rum der lignede et operationslokale og et rum der tidligere er blevet brugt til opbevaring af de døde. Jeg ville tilføre lys til noget, som jeg både fysisk og historisk, oplevede som meget mørkt. Men når man belyser et stykke film, eller et lysfølsomt papir i mørkekammeret, bliver det mørkt, jo mere lys jo mørkere bliver det. Jeg brugte lyset som en form for materialitet i mørkekammeret. Lyset gik i samspil med kemien under fremkaldelserne. Jeg afbrød og ødelagde fremkaldelsesprocesserne, og på den måde blev lyset meget konkret i arbejdsprocessen, og de færdige fotografier blev fremkaldt med, hvad man vel kan kalde, tilstræbte fejl. Lyset gjorde på den måde sin gerning.

Eksperimenter i mørkekammeret
Michala Norup har arbejdet i det fotografiske værksted med analoge fremkaldelser og færdiggørelse af en installation skabt af de fremkaldte analoge fotografier.

Under arbejdet i mørkekammeret på Statens Værksteder for Kunst opstod et vigtigt element i selve fremkaldelsesprocessen af billederne. Her blev hvert billede fremkaldt mangelfuldt således, at dele af fotografierne stod ufremkaldte og andet blev overfremkaldt. Fremkalderen flød ud som en slags lavering over motivet.

Jeg arbejder altid med en bevidsthed om grænsen for det jeg arbejder med, hvad er rammen og hvor befinder den sig henne for dette medie? Jeg kommer egentlig fra maleriet men har altid sideløbende arbejdet med analogt fotografi. På et tidspunkt skiftede de to medier plads og ind imellem smelter de sammen som nu i dette projekt, hvor fremkalderkemien gør at de analoge fotografier får karakter af maleri fordi fremkalderen flyder, og er fastholdt som noget flydende, der fremkalder dele af det latente billede der er belyst på papiret. Det er en helt forkert måde at arbejde med fotografiet på, det giver fragmenterede og ødelagte billeder, men i denne proces opstår også noget nyt, noget mediet gør selv.

Når alle billeder er fremkaldt samles de i en stor formation der danner et samlet men fragmenteret billede. Samlingerne fremstår tydeligt, og papiret får lov at bule lidt som fiberpapir nu engang gør, selv efter det er blevet varmepresset. Jeg lader mine medier være det de er, jeg ser det som et samarbejde mellem mig og mediet, papiret, lyset og tiden.

Lysets gerninger er en analog fotografisk installation der skal vises på udstillingen Altid Allerede / Arial Vital i udstillingsstedet KIKshh, Kapellet ved Sankt Hans Have august 2019, som en del af en gruppeudstilling med kunstgruppen DeV+.